I over to årtier har David 'Bumble' Lloyd været en yndet ekspert på Sky Sports' dækning af cricket.
Men nu er det slut. Og det er ikke en frivillig afgang, selvom han har rundet 74 år.
Den tidligere landsholdsspiller og -træners karriere er færdig på den store tv-station efter en undersøgelse af racistiske kommentarer mod asiatiske spillere.
Det skriver Daily Mail.
Manden, der pointerede de grimme kommentarer fra den populære David 'Bumble' Lloyd, er den 30-årige spiller Azeem Rafiq. Det erkender David 'Bumble' Lloyd på Twitter.
»I oktober 2020 havde jeg en privat samtale med en tredje part i cricket om forskellige emner. I de beskeder refererede jeg til nogle beskyldninger, som jeg havde hørt om, i forhold til Azeem Rafiq. Jeg skrev også nogle kommentarer om asiatiske cricketspillere,« skriver han og tilføjer:
»Jeg fortryder inderligt mine handlinger, og jeg undskylder over for Azeem og den asiatiske del af cricketspillet for fornærmelserne. Jeg er meget dedikeret i arbejdet for at gøre cricket mere inkluderende,« skriver han og tilføjer, at han nu vil bekæmpe diskrimination i sporten, som han har været en del af i mere end 50 år.
Daily Mail skriver, at David 'Bumble' Lloyd ifølge Rafiq har sagt følgende:
»Et klubhus er livsblod i en klub, og asiatiske spillere kommer der ikke. At prøve at få dem til at gøre det ville være som at forsøge at få blod ud af en sten.«
Den kommentar har kostet den ældre herre jobbet på Sky Sports efter 22 år.



