Mange danske par kender nok dilemmaet om, hvor man skal føde.

For Caroline Wozniacki og manden David Lee handler det spørgsmål dog om langt mere end blot at finde det rette hospital. De ved nemlig angiveligt stadig ikke, hvilket land deres lille pige skal fødes i.

Og derfor aner hendes bror da heller ikke, om han og den lille familie kommer til at kunne være der for Caroline Wozniacki i dagene efter fødslen.

»Jeg håber da, at hvis Caroline føder i Monte Carlo, at jeg så kan komme og besøge hende ret hurtigt derefter. Det ville være rigtig rart, men det bliver jo nok sværere, hvis hun føder i USA,« siger Patrik Wozniacki til Billed-Bladet.

Det bliver nemlig noget sværere for Patrik Wozniacki og hans lille familie at besøge søsteren i USA i denne pandemi. Men det er et lille problem, for det vigtigste er, at graviditeten går planmæssigt.

Det kan Patrik Wozniacki skrive under på, at det gør, og han er faktisk helt blæst væk over, hvor godt Caroline Wozniacki klarer det.

»Det går overraskende godt med Carolines graviditet. Hun træner flere gange om ugen og kører bare på,« siger Patrik Wozniacki.

Caroline Wozniacki har også tidligere selv fortalt, hvordan graviditeten virkelig går endnu bedre end forventet, når man tager det med, at hun lider af leddegigt.

Foto: MICHAEL DODGE
Vis mere

»Jeg har haft en fantastisk graviditet. Min sygdom er gået mere i ro – det sker nogle gange for gravide kvinder med leddegigt. Jeg håber, det fortsætter, men min læge har også advaret mig om, at når jeg har født, kan jeg få et tilbagefald, men det må vi bare tage, som det kommer,« lød det fra Caroline Wozniacki i marts.

Og forleden kunne folk da også ved selvsyn se, at den 30-årige danske superstjerne stadig er i god form, selvom hun brygger på en lille baby. Her lagde Caroline Wozniacki et billede op på Instagram fra Sass Café i Monaco.

Det fik flere af hendes mange følgere til at notere, at det næsten ikke var til at se, at Wozniazki var gravid i sin sorte kjole.