En meget tragisk episode ramte i weekenden den tyske OL-guldvinder Dorothee Schneider.

Her deltog hun i et stævne i Pforzheim, og da hun og hesten Fohlenhofs Rock'n Rose stod ved præmieoverrækkelsen, kollapsede hoppen pludselig med tyskeren på ryggen. Det skriver Reiter Journal.

Hesten blev liggende i ridehuset, og den døde efter få minutter. Den blev tilset af den dyrlæge, der var tilknyttet stævnet, og vedkommende har mistanke om, at der var tale om en pludselig brist på hestens hovedpulsåre.

På sin Instagram-profil bekræfter Dorothee Schneider, at den 17-årige hest mistede livet under stævnet.

'Hvil i fred, elskede Rosi, du vil for altid være i vores hjerter,' skriver 52-årige Dorothee Schneider, der var med til at vinde OL-guld for hold med Tyskland ved Rio i 2016.

Den tyske rytter lå ved siden af hesten i flere minutter, inden hun selv modtog lægehjælp, og hun blev også efterfølgende hentet med ambulance.

Hun er nu blevet indlagt i Pforzheim, hvor hun skal undersøges nærmere. Ifølge det tyske medie er hun dog ikke kommet voldsomt til skade.

Dorothee Schneider deltog også ved OL i London i 2012 på hesten Diva Royal. Ekvipagen blev individuelt nummer syv, mens det blev til OL-sølv med det tyske landshold.