Det har været en meget hård periode for AGF, som er uden sejr i holdets seneste otte kampe.

De missede en pokalfinale ved at ryge ud til Randers over to opgør og er inde i en træls periode i Superligaen.

Søndag smed holdet to føringer i 2-2-kampen ude mod Brøndby, men AGF-træner David Nielsen køber ikke præmissen om, at de ikke har mere at spille for i denne sæson.

Det spørgsmål blev han stillet af en tv-reporter på TV3 Sport efter Brøndby-kampen, hvor David Nielsen efterfølgende satte reporteren på plads.

David Nielsen vil rejse sig efter pokalnedturen og komme med et modsvar til de mange skuffede aarhusianske fans.
David Nielsen vil rejse sig efter pokalnedturen og komme med et modsvar til de mange skuffede aarhusianske fans. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg er helt uenig i, at der ikke er noget at opnå for os i ligaen. Det er jo tæt. Vi er tre point efter nogen, og vi har alle muligheder for at tage en fjerdeplads, der giver os adgang til Europa. Og det er sindssygt vigtig for os. Det er jo vildt at stå og sige, at vi ikke har noget at spille for,« sagde AGF-cheftræneren.

David Nielsen blev nu spurgt, om det så var tredjepladsen, at holdet nu jagtede.

»Nu skal du ikke finde på nye spørgsmål, fordi jeg svarer på et. Vi går efter at komme så højt op, som vi kan. Vi skal og vil rigtig gerne i Europa. Om det så bliver på fjerdepladsen, tredjepladsen eller andenpladsen, er underordnet,« lød det fra David Nielsen.

Ifølge ham lod AGF en hel by i stikken, da de ikke kunne give dem en pokalfinale på hjemmebane foran egne fans.

Derfor handler alt nu om at vise deres skuffede fans, at de har en masse at bevise endnu i denne sæson.

»Vi kommer med et kæmpe, kæmpe modsvar til de skuffede fans, som vi har lige nu. Nu kommer vores fans tilbage på stadion igen, og jeg er glad for at se, at vores spillere er klar til at tage imod dem,« sluttede David Nielsen.

AGF er efter søndagens opgør placeret på Superligaens fjerdeplads, der giver adgang til europæisk fodbold. Aarhusianerne har tre point op til FC København på ligaens tredjeplads.