Et voldsomt skænderi med LeBron James endte med, at Instagram-modellen Juliana Carlos mandag blev smidt ud fra kampen mellem Los Angeles Lakers og Atlanta Hawks.

Juliana Carlos er gift med den celebre rigmand og filantrop Chris Carlos, som er partner i USAs næststørste vin- og alkoholdistributør. De tog overværede kampen, da manden pludselig endte i et skænderi med LeBron James. Det skriver TMZ.

Det fik modellen til at blande sig. Hun tog sit mundbind ned, og så startede der ellers et kæmpe skænderi, der resulterede i at hun, manden og to andre blev smidt ud.

»Jeg sidder bare og passer mig selv. Chris har været Hawks-fan for evigt. Han har et problem med LeBron. Jeg har ikke noget problem med LeBron. Jeg er fucking ligeglad med LeBron,« forklarede Juliana Carlos efterfølgende i en livesending på Instagram.

Her gav hun sin version af, hvad der foregik. Og ifølge hende var det basketstjernen, der startede med at sende grimme ord i hendes retning.

Hun forklarer, at parret bare sad og passede sig selv, drak og havde det sjovt, da LeBron James ifølge hende pludselig siger noget til Chris Carlos. Noget, der fik Juliana Carlos til at reagere.

»Jeg siger 'du skal fucking ikke tale til min mand'. Han ser på mig og siger 'sæt dig fucking ned, kælling', og så sagde jeg 'du skal fucking ikke kalde mig en kælling, du skal fucking sætte dig ned, fuck ud herfra. Du skal fucking ikke tale til min mand på den måde'. Han blev ved med at sige 'fuck dig, kælling'« forklarede hun og tilføjede, det pludselig var dem, der blev smidt ud, på trods af de havde 'billetter, de havde betalt for'.

Hvad LeBron James præcist skulle have sagt til Chris Carlos, melder historien ikke noget om, men Lakers-stjernen bekræftede efter kampen, at der havde været en episode med de to tilskuere, som i hans optik nok havde fået en del at drikke.

»Jeg er bare glad for, der igen var fans. Jeg har savnet interaktionen, jeg har brug for den. Jeg tror ikke, der skete noget, ved at hun tog sin maske ned. Jeg var ikke tæt nok på hende,« forklarede han.

Lakers vandt kampen med 107-99, og efterfølgende har LeBron James sendt en stikpille afsted til Juliana Carlos på sin Twitter-profil.

'Tilskuer-Karen var virkelig vanvittig,' har han skrevet om modellen. Brugen af navnet 'Karen' er noget, der er sket en del særligt under coronakrisen.

Det er et nedladende udtryk for en midaldrende og privilegeret hvid kvinde, der føler sig bedre end alle andre, har sprogprofessor John Carrol tidligere forklaret.

Efterfølgende har Juliana Carlos dog undskyldt for at have råbt under kampen.

'At sige jeg gik over stregen er en underdrivelse, og jeg vil gerne sige undskyld for at miste besindelsen og fjerne mit mundbind i situationen,' lyder det fra Juliana Carlos.

Hun forklarer, at hendes mand er en stor sportsfan, og at bølgerne derfor gik lidt for højt.

'Det der kunne have været en stille og rolig ord-udveksling mellem to voksne stak af, og jeg forsvarede min mand, fordi det er en del af min natur. Gik jeg i defensiven, da det skete? Ja. Brugte jeg et grimt sprog, når jeg kunne have valgt det modsatte? Ja. Og for det tager jeg det fulde ansvar,' lyder det fra hende.