»Jeg var rædselsslagen (...) Jeg græd ved hver eneste kamp. Det var frygteligt.«

Lisa Guerrero har været igennem et sandt mareridt. Så enormt et mareridt, at hun ikke var sikker på, at hun ville leve længere.

Men den nu 56-årige undersøgende journalist formåede at rejse sig igen. Det fortæller hun om i et følelsesladet interview med New York Post.

»Jeg overvejede at tage mit eget liv,« fortæller Lisa Guerrero, der er tidligere cheerleader, model og skuespiller.

I dag arbejder hun på programmet 'Inside Edition', men vi skal spole tiden tilbage for at forstå den nedtur, som var tæt på at sende hende til himmels. Den konkrete episode, der var ved at få bægeret til at flyde over, vender vi tilbage til.

Det var under den sæson som sidelinjereporter på programmet om amerikansk fodbold 'Monday Night Football', at Guerrero endte i den enorme nedtur.

Selvom sport altid havde fascineret hende – og den havde gjort, at hun knyttede stærke bånd til sin far efter moderens død, da hun var otte – endte den med næsten at tage livet af hende.

I 2004 blev hun fyret fra programmet. Hun faldt aldrig rigtig til. Da hun blev ansat, blev hun af mange af seerne anset som en 'bimbo' grundet hendes fortid i underholdningsbranchen, og langsomt blev hun deprimeret og følte sig gjort til grin.

Godt nok havde hun erfaring fra sportsdækningen også, men det hjalp bestemt ikke, at hun allerede jokkede i spinaten på åben skærm, da hun var ude til sin første kamp. Her spurgte hun Washingtons quarterback Patrick Ramsey ind til hans tidligere holdkammerat Laveranues Coles.

Men de to spillede rent faktisk på samme hold, og så blev det hele en ond, selvforstærkende cirkel.

»Folk derhjemme troede, at jeg var bange for jobbet. At jeg var intimideret af 'Monday Night Football'. Men jeg var ikke bange for jobbet. Jeg var bange for Fred Gaudelli (som var producent på programmet, red.). Jeg var bange for, at han skulle råbe ad mig efter hver evig eneste kamp og under dem,« siger Lisa Guerrero.

Sidelinjereporteren kastede op inden kampene. Hun endte også med at tabe sig, indtil den skæbnesvangre dag, hvor hun fik selvmordstanker.

Under en køretur på Pacific Coast Highway få måneder efter fyringen fra 'Monday Night Football' skiftede Lisa Guerrero radiokanal.

Ubevidst – og selvom hun havde svoret, at hun ville undgå sport – stoppede hun ved sporten i radioen.

Hvad var samtaleemnet? Lisa Guerrero, hendes udseende og det faktum, at hun var 'Monday Night Footballs' største 'belastning' nogensinde. Det var det, der satte de dystre tanker i gang.

Heldigvis fik hun sit liv på ret køl igen.

Hun kom på forsiden af Playboy-magasinet som 39-årig og fik på den måde kommunikeret, at hun gerne ville arbejde med tv-mediet igen.

Nu har hun vundet over 30 priser inden for undersøgende journalistik.