Jasmine Jordan er 27 år, men hun lærer i øjeblikket nye sider at kende om sin far – hver eneste uge.
»Det har virkelig været en øjenåbner,« siger hun.
Til nyhedsbureauet AP fortæller hun om, hvordan det har været at se den enormt populære dokumentarserie 'The Last Dance' om basketballlegenden Michael Jordan, der hver søndag aften er blevet sendt på amerikansk tv, og hver mandag er udkommet med på to afsnit på Netflix.
Serien har hans sidste sæson i Chicago Bulls, 1997-98, som omdrejningspunkt, men omhandler i virkeligheden også alle hans foregående år i NBA. Og da Jasmine Jordan blev født sidst i 1992 (efter Michael Jordans to første NBA-mesterskaber), har der været masser af uopdaget stof for hende i seriens i alt 10 afsnit.
»Det har været utroligt at se. Jeg har ikke set noget på forhånd, så jeg ser det, når det bliver sendt (på tv, red.) som alle andre, og oplever det bare som en fan,« siger Jasmine Jordan og fortæller, at hun 'sms'er sin far nonstop' i forbindelse med hvert afsnit for lige at høre nærmere til forskellige situationer.
Det er dog kommet bag på Jasmine Jordan, hvor meget Michael Jordan deler ud af sig selv i løbet af 'The Last Dance'. Eksempelvis må han i et af afsnittene afbryde interviewet, fordi han er for berørt.
»Det har helt sikkert været overraskende, fordi min far er meget privat,« siger hun:
»Han kan ikke lide at kommentere på samfundsrelaterede ting. Han kan bedst lide at gøre ting på sin egen måde, metodisk. Så det har været utroligt at se ham blive følelsesmæssigt påvirket og dele hans tanker og overvejelser. Og jeg elsker det, for det har givet ham en mere menneskelig side, som jeg tror, at folk har glemt. Altså, han er det her utrolige fænomen, den bedste nogensinde og alt sådan noget, men han er også menneskelig,« siger Jasmine Jordan.
Omvendt har hun ikke været overrasket over at se, hvordan Michael Jordan har presset sine holdkammerater på enhver tænkelig måde for at få dem til at præstere bedre. Både ved verbale og fysiske udfald.
»Det er min far. Han vil gøre det samme mod mig, bare så jeg ville kunne få topkarakter i en prøve. Og jeg skal bare gennem skolen, ikke vinde mesterskaber,« siger Jasmine Jordan.
Michael Jordan har i alt fem børn. Jasmine Jordan og hendes to ældre brødre fik han med Juanita Vanoy, inden de blev skilt i 2006. Siden har han fået tvillinger med sin nuværende hustru, Yvette Prieto Jordan.
Mandag bliver de to sidste afsnit af 'The Last Dance' frigivet på Netflix – også til de danske seere.