’The Flu Game’ står for mange som det ultimative bevis på, at Michael Jordan var en slags overmenneske på basketballbanen.

Men historien om den mytiske kamp har faktisk ikke været sand.

Efter 23 år afslører Michael Jordan nu selv, at det ikke var influenza, som var skyld i, at han var voldsomt svækket af sygdom under den femte finalekamp mod Utah Jazz i 1997.

I dokumentarserien ’The Last Dance’ fortæller Michael Jordan således, at han aftenen før kampen, der blev spillet i Salt Lake City, Utah, var sulten og derfor fik bestilt en pizza til sit hotelværelse omkring kl. 22.30.

Foto: JEFF HAYNES
Vis mere

Men det skulle Chicago Bulls-stjernen aldrig have gjort.

»Jeg spiste pizzaen. Helt alene. Ingen andre spiste pizzaen. Jeg vågnede op omkring kl. 2.30 og kastede op til højre og venstre,« siger Michael Jordan og tilføjer:

»Det var faktisk ikke ’The Flu Game’ (Influenza-kampen, red.) Det var madforgiftning.«

Og måske burde Michael Jordan have været klar over, at der kunne være noget galt med pizzaen. Det mener i hvert fald Tim Grover, der var Jordans personlige træner på det tidspunkt.

Der dukkede nemlig hele fem personer op for at levere pizzaen, og de vidste tydeligvis godt, at den var til Michael Jordan.

Og det gav Tim Grover bange anelser.

»Fem mand til at levere en pizza? De prøver alle sammen at kigge ind (på værelset, red.). Jeg tager pizzaen. Jeg betaler dem. Jeg sætter pizzaen ned og siger: ’Jeg har en dårlig følelse omkring den her pizza’,« siger Grover i The Last Dance.

Om natten fik Tim Grover så et opkald, som bekræftede hans bekymring.

»Ingen andre end ham spiste af pizzaen. Og der var ingen tegn på influenza. Ingen. Ingen var syge før det. Og så omkring kl. 3 om natten fik jeg et opkald på mit værelse; ‘Hey mand, kom til MJs værelse’. Og han ligger bare der krøllet sammen i fosterstilling… Jeg kender ikke til nogen influenza, der kan ramme dig så hurtigt, men jeg ved, hvor hurtigt madforgiftning kan ramme dig.«

»Det var 100 procent madforgiftning. 100 procent. Men det lyder selvfølgelig bedre med ‘The Flu Game’ end ‘Food Poisoning Game’,« siger Tim Grover.

Uanset om det var influenza eller madforgiftning, så blev kampen et vidnesbyrd om, at Michael Jordan kunne noget helt særligt.

Historien om Jordan tilstand var sluppet ud inden kampen, og det var da også til at få øje på, at superstjernen var ved siden af sig selv, da kampen startede. Han spillede langt under niveau og tydeligvis plaget af sygdom.

Michael Jordan og Scottie Pippen.
Michael Jordan og Scottie Pippen. Foto: VINCENT LAFORET
Vis mere

Men da der var allermest brug for det, viste Jordan sin verdensklasse, og han endte med at sætte 38 point på tavlen og føre Bulls til sejr i et nervepirrende opgør.

Efter slutsignalet var Jordan dog fuldstændig afkræftet, og han måtte have hjælp af holdkammeraten Scottie Pippen for at komme ud af banen og ind i omklædningsrummet.

Sejren i ’The Flu Game’ gav Bulls en føring på 3-2 i finaleserien, og da Jordan & co. også vandt den efterfølgende kamp, var holdets femte NBA-mesterskab en realitet.