Verden lærte i 2020 legenden Michael Jordan endnu bedre at kende i tv-serien The Last Dance, og her kom der ting frem om en af tidens bedste basketspillere, som sågar overraskede hans egen datter.
Serien blev utrolig populær, fordi Michael Jordan hidtil er blevet anset for at være en meget privat person.
Og mere vil som bekendt have mere, så da hans tidligere kollega Charles Barkley forleden medvirkede i podcasten Literally!, gik snakken også på Michael Jordan, som ifølge Barkley ofte gjorde, som det passede ham, fordi han ganske enkelt bare havde friheden til det på grund af sine evner.
De to var en del af det ikoniske 'The Dream Team'.
»Lad mig fortælle en historie om Michael Jordan, som var fucking skør. Vi spillede mod, tror jeg, Puerto Rico, så mig, Chuck Daly (landstræner, red.), David Robinson og Michael gik hen for at spille golf den morgen. Vi gik 18 huller, og så sagde Chuck: 'Lad os gå tilbage til hotellet og hvile os, men det var Michael slet ikke med på.«
»Nej, jeg går 18 huller mere,« svarede Michael Jordan helt tørt ifølge Barkley.
»Så Chuck sagde: 'Kom nu, Michael', men Michael svarede, at træneren bare skulle tage det med ro. 'Du skal ikke være bekymret, jeg skal nok klare den'. Så han går 18 huller mere.«

Derefter kommer Michael Jordan så til kamp, hvor han ser startopstillingen, og hvem han skal koncentrere sig om hos Puerto Rico. Men det lavede han om på, fordi en anden fra modstanderholdet havde talt ned til ham i en avis.
Og så måtte Chuck Daly igen rette ind. Michael Jordan fik ret, da han også satte sin modstander fuldstændig på plads i kampen, som USA vandt, husker Barkley.
»Efter 36 huller i golf gør han det der. Michael kiggede også på Chuck og sagde: 'Jeg sagde jo, at jeg nok skulle klare den. Og Chuck svarede: 'Ok, du klarede den'.«
Michael Jordan klarer den også efter endt karriere. Du kan her læse om, da han sagde nej til at tjene 700 millioner kroner.