Michael Jordan er ikke i den kategori af mennesker, der mangler penge. Alligevel har han afslået et tilbud, selv de fleste rige personer nok ville sige ja til.

For bare to timers optræden kunne han have smidt næsten 700 millioner kroner direkte ned i foret, men det blev et nej tak.

Det fortæller hans agent, David Falk, ifølge The Sun. Agenten kommer med anekdoten i en fortælling om tilbud, basketball-legenden har afslået.

»Han har afvist et tilbud om en endagsoptræden, da han var i Asien for et par år siden op til en træningskamp med Charlotte (Hornets, som han er medejer af, red.),« siger Falk og tilføjer:

Jordan er i dag medejer af Charlotte Hornets.
Jordan er i dag medejer af Charlotte Hornets. Foto: Ray Stubblebine
Vis mere

»Og nogle kvinder fra Filippinerne tilbød mig syv millioner dollar (48 millioner kroner) for, at han skulle spille med i en golfturnering. Det afviste han.«

»For tre år siden kom jeg så med et tilbud til 100 millioner dollar (686 millioner kroner). Og det eneste, han skulle, var at dukke op med sit navn og sin venlige person i kun to timer. Det ville han ikke,« forklarer Falk uden at komme nærmere ind på, hvad tilbuddet ellers indeholdt.

Men igen - Michael Jordan lider ingen nød økonomisk.

Tag bare hans samarbejde med Nike, der gør stor brug af superstjernens navn i serien Nike's Air Jordan.

De beløb, Michael Jordan jonglerer med, er ikke for sjov.
De beløb, Michael Jordan jonglerer med, er ikke for sjov. Foto: REUTERS FILE PHOTO
Vis mere

Den aftale alene indbringer ham 720 millioner kroner om året, og vi taler da også om manden, ingen andre i verden kan hamle op med i forhold til sponsorater.

Tidligere har Michael Jordan haft store firmaer som Coca-Cola, McDonald's og Chevrolet i folden, men har selv ønsket at skære ned på sine engagementer og har i dag kun samarbejde med få virksomheder.

Nike er dog ubetinget den største indtægt, da han 'kun' tjener godt 100 millioner kroner om året gennem de andre sponsoraftaler.

Det menes, at Michael Jordan er god for over 14 milliarder kroner. På den måde er det nemmere at sige nej til næsten 700 millioner kroner for to timers 'arbejde'.