Michael Jordan er forkert på den, når han siger, at det var madgiftning fra en dårlig pizza, der var skyld i den verdensberømte 'The Flu Game' (Influenza-kampen, red.).

Historien om den dårlige pizza, der fik ham til at kaste op natten inden den femte finalekamp mod Utah Jazz i 1997, er fortalt af legenden i dokumentaren 'The Last Dance', og her forsøger Michael Jordan at ændre folks opfattelse af, hvad der gik forud for den meget omtalte kamp.

At han blev ramt af madforgiftning og ikke influenza.

Det passer dog ikke, hvis man skal tro den mand, der lavede og bragte pizzaen ud til Michael Jordan klokken 22.30 den famøse aften.

Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Pizzamanden og næstkommanderende i Pizza Hut-butikken dengang, Craig Fite, har til 1280thezone.com givet et interview, hvor han helt og aldeles afviser versionen fra Michael Jordan.

»Jeg husker, at jeg sagde: 'Jeg laver pizzaen, for jeg vil ikke have, at der er nogen af jer, der gør noget ved den.' Så sagde jeg til chaufføren, at han skulle tage mig derhen. Det var min første udbringning,« siger Craig Fite, der i øvrigt var kæmpe Chicago Bulls-fan selv.

Han har endda opkaldt sin egen søn Jordan efter legenden.

»Jeg fulgte alle reglerne. Dengang forsøgte jeg at imponere vores butikschef,« tilføjer han.

Da Craig Fite kom op til hotelværelset, blev han efter eget udsagn 'ramt i hovedet af en masse cigaretrøg', inden han afleverede pizzaen.

»Jeg vil gerne minde alle om, at han røg alt for meget. Vinduerne var åbne. Han havde ikke nogen trøje på eller sad med en undertrøje på. Efter klokken tre eller fire om eftermiddagen i Park City går solen bag om bjergene, og det bliver koldt deroppe,« siger han med en henvisning til, at Michael Jordan nok alligevel havde fået influenza.

Samtidig tilbageviser han påstanden om, at de var fem personer om at aflevere pizzaen.

»Det er en gang lort. Undskyld, men skulle vi være fem underlige fyre til at gøre det, så han følte sig truet? Jeg tror, at man skal sælge bogen (det er en dokumentarserie, red.), men så spændende var det ikke. Vi var to. Vi var ikke engang så mange medarbejdere i butikken,« forklarer Fite.