Den legendariske kommentator i wrestling Jim Ross har netop offentliggjort en god nyhed.

For to måneder siden kunne han fortælle, at han havde fået hudkræft, og han lagde et billede af den medtagede ankel ud på de sociale medier.

Nu kan han så glæde omverdenen med, at strålebehandlingen har haft den ønskede effekt.

'Jeg er cancerfri. Vi gjorde det,' skriver han på Twitter.

'Vi ses i aften klokken 20,« tilføjer han og erklærer altså, at han straks er klar til at arbejde igen.

Det skaber selvfølgelig stor jubel hos de mere end 1,7 millioner følgere, Jim Ross har.

I skrivende stund har omkring 80.000 følgere liket hans opslag, ligesom over 7.000 personer har retweetet ham, deriblandt mange aktører i branchen, der har reageret på den positive nyhed.

Jim Ross er 69 år og anses for mange for at være den største wrestling-kommentator i historien.

Amerikaneren blev i 2007 optaget i Hall of Fame.