Flere store sportsbegivenheder skal vises på tv-kanaler, så flere har mulighed for at se dem, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Hun vil genoplive en liste over sportsbegivenheder, hvor landsdækkende tv-kanaler har førsteret til at sikre sig rettighederne, skriver DR.

- Det er vigtigt, at de store sportsbegivenheder, som virkelig kan samle os som folk, bliver vist på tv-kanaler, som langt de fleste danskere har adgang til, siger Ane Halsboe-Jørgensen til dr.dk.

Indtil udgangen af 2018 havde man en sportsliste med OL, fodboldslutrunder og håndboldslutrunder.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Disse skulle tilbydes DR og TV2 til markedspris. Ifølge den daværende bekendtgørelse skulle de store sportsbegivenheder sendes på kanaler, som kunne modtages af 90 procent.

Ifølge dr.dk har regeringen ikke lagt sig fast på, hvordan den mener, at en model skal skrues sammen denne gang.

Da det danske herrelandshold i fodbold i sidste uge kvalificerede sig til VM-slutrunden, blev kampen set af 762.000 på Kanal 5.

Til sammenligning så 1,6 millioner landsholdets første kamp ved EM-slutrunden mod Finland i sommer.

Kun halvdelen af OL-udsendelserne kunne man se på store landsdækkende kanaler, og det ærgrede kulturministeren.

- Der er bare en samlende kraft i sport, som vi igennem årtier har nydt godt af, og som knytter os sammen som land, siger hun.

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) har direktør Morten Mølholm svært ved at se en fordel i listen. Den var unødigt bureaukratisk, mener han.

- Jeg anerkender, at det er et godt formål. Vi vil i sporten selvfølgelig gerne have de store sportsbegivenheder ud til så mange folk som muligt.

Erfaringen er ifølge Mølholm, at listen har krævet mange kræfter, men den har ikke haft nogen effekt.

/ritzau/