Det er efterhånden en velkendt historie, at boligmarkedet er buldret frem under corona, og nu bekræfter endnu et tal den historie.
Danskerne lånte i tredje kvartal rekordmange penge i realkreditinstitutterne. Det viser tal fra brancheorganisationen Finans Danmark.
Her blev der lånt 43,5 milliarder kroner til boligkøb. Det er det største udlån på et kvartal i levetiden for statistikken, der er lavet siden 1995.
Det store udlån kommer ifølge Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering, oven på et stort antal handler i første halvdel af året.
- En boligkøber får først sit lån, når de overtager boligen, og typisk går der noget tid, før det sker.
- Det kan forklare den stigning i udlån, vi ser, selv om handelsaktiviteten i den seneste periode har været dalende, siger han i en pressemeddelelse.
Boligpriserne er steget stejlt under corona, og til salg-skiltene er hurtigt blevet fjernet igen. Men den seneste tid er markedet gået lidt ned i gear.
I tredje kvartal blev der ifølge tal fra Boligsiden, der er ejet af landets mæglere, solgt 20 procent færre boliger end den samme periode sidste år.
Med et realkreditlån kan der lånes op til 80 procent af ejendommens værdi.
Det sker ved, at et realkreditinstitut udsteder en obligation, som bliver købt af en investor. Boligkøberen får pengene og skal betale rente til investoren.
Der er et krav om, at man skal komme med mindst fem procent af pengene, når man køber bolig. Låner man også de 80 procent i realkreditten, kan de sidste 15 procent lånes i banken.
Det var i tredje kvartal særligt lån til køb af parcel og rækkehuse, der trak statistikken op. Der var 12 procent flere end et år tidligere.
Omvendt forsvandt mere end en tredjedel af lånene til køb af sommerhus. Dem er der blevet købt særdeles mange af under corona.
- Nu hvor samfundet er genåbnet, og danskere igen er begyndt at have mulighed for at rejse mod fjerne kyster, ser vi en faldende interesse for sommerhuse.
- Men selv om udlånet til sommerhuskøb er faldet markant sammenlignet med sidste år, er der stadig godt gang i markedet, siger Peter Jayaswal.
De samlede realkreditudlån i juli, august og september fordeler sig på 21.714 lån. Det er det højeste antal på et kvartal i 16 år.