Kronprins Frederik mod Michael Laudrup. Mere royalt kan det næsten ikke blive.

Ikke desto mindre stod de to på hver sin side af et net i Nordsjælland onsdag. Med sig havde de hver især en makker; Gitte Haxen og sønnen Mads Laudrup.

Gitte Haxen er padelspiller, og det var netop padeltennis, de fire spillede, da Haxen forevigede øjeblikket på sin Instagram-konto.

Padelspilleren fortæller torsdag  til B.T., at det var en oplevelse at være på banen med så prominente navne.

»Kampen var meget ligeværdig. Både Michael og Kronprinsen spiller rigtig god padel – man kan godt se, at de er gode sportsmænd med et godt boldøje,« skriver Gitte Haxen i en sms-besked og fortsætter:

Mads og Michael Laudrup skal dække EM sammen for NENT.
Mads og Michael Laudrup skal dække EM sammen for NENT. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi havde superfede dueller og god stemning på banen. Så det er nok ikke sidste gang.«

Da Gitte Haxen bliver spurgt, hvordan kampen blev arrangeret, svarer hun, at hun kender Mads Laudrup rigtig godt. Og det giver god mening. Hun vandt således DM i mixed double sammen med TV3 Sport-værten sidste år.

Hvad var formålet med kampen, hvis der overhovedet var et?

»Der var som sådan ikke noget formål med kampen – andet end at spille en god gang med padel med et par gode spillere. Det var fornemt selskab og fantastiske personligheder.«

Kronprins Frederik kan sagtens spille padeltennis.
Kronprins Frederik kan sagtens spille padeltennis. Foto: DENIS BALIBOUSE
Vis mere

Gitte Haxen kan på stående fod ikke svare på, hvornår en ny kamp kan finde sted. Hun har nemlig en anden begivenhed, som får hendes fulde fokus den kommende tid.

»Nu har jeg lige et EM i Marbella om to uger, og så må vi se, om vi skal have en ny kamp,« skriver hun afsluttende i sms-beskeden.

Det vides ikke, hvad resultatet af kampen blev, men det er helt sikkert, at det ikke er sidste gang denne sommer, at Mads og Michael Laudrup skal være på samme hold. Næste gang bliver bare på fodboldbanen, når de fredag spiller sammen på Ofelia Plads i en hygge-optaktsturnering til EM.

»Jeg glæder mig til at spille med Mads og Andreas og mange andre og derved bidrage til den kæmpefest, slutrunden bør blive for alle fans,« siger Michael Laudrup i den forbindelse til TV3 Sport.