I Brøndby har de holdt kortene forholdsvis tæt til kroppen.

Men inden søndagens derby satte klubbens bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, lidt ord på, hvad status er i forhold til en ny træner.

»Først og fremmest har vi en cheftræner nu, der har ført os i top-6 og den tredje pokalfinale i streg, så Martin (Retov, red.) har absolut gjort det godt,« lød det fra Jan Bech Andersen.

Der er en dialog med 'forskellige mennesker'. Men nærmere ville han ikke komme det.

»Martin er cheftræner nu, og det er vigtigt at sige. Vi skifter ikke træner, medmindre det passer ind i strategien og måden, vi spiller fodbold på,« sagde Jan Bech Andersen.

Han understregede, at det er noget, der bliver brugt en del tid på, og en enkelt lille detalje så også dagens lys. For i forhold til tidligere, hvor det har lydt, at processen var i gang, satte Jan Bech Andersen en konkret dato på, i forhold til hvornår de håber at have noget på plads.

»1. maj som skæringsdato, det er det, vi arbejder hen imod, således at vi er i fuld gang med at planlægge næste sæson.«

»Vi er i fuld gang med det hele. Men det ville være rart at sætte et navn på – om Martin fortsætter, eller om det er en ny, der kommer ind, så vedkommende kan planlægge endnu mere med henblik på næste sæson,« sagde bestyrelsesformanden i interviewet, som kan ses i klippet over artiklen her.