FC København har taget magten. I Superligaen - og i forholdet til ærkerivalen Brøndby.

30 points forskel. Tre sejre i denne sæsons tre interne opgør. Det er de knastørre og tydelige tal, efter Løverne søndag eftermiddag tog til Brøndby og besejrede vestegnens hold med 2-1 i en intens og jævnbyrdig kamp.

Opgøret lugtede ikke af 30 points forskel i tabellen, og det er fortsat tankevækkende, at rollerne for bare et år siden var byttet rundt med de blå-gule i en intens mesterskabskamp mod FC Midtjylland og FCK milevidt efter. Men nu er det helt anderledes. FCK er i den grad igen tilbage på toppen i det interne forhold til ærkerivalerne.

Det var dog til tider svært at se i søndagens storoipgør. De første knap 40 minutter åd Brøndby et FCK-hold med en midtbane uden store defensive kvaliteter, som var de et stykke smørrebrød fra presserummets buffet. Spillet foregik på blå-gule betingelser, Paulus Arajuuri og Hjörtur Hermannsson legede krammebamse med Dame N’Doye og Jonas Wind - og kongekøbet Simon Hedlund var en konstant trussel overfor et vaklende løveforsvar.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det var derfor helt passende, at det var den uroskabende svensker, der allerede efter ni minutter bragte euforisk ekstase til Brøndby Stadion med en scoring fra nært hold. Denis Vavro burde have afviklet situationen, men alt imens FCK-forsvareren sov i timen, var først Hany Mukhtar og siden Hedlund lynhurtigt oppe ved tavlen.

Brøndby-scoringen var kulminationen på en intens start på kampen, hvor både følelser og fysik sad uden på tøjet. Der blev både spillet med muskler og til grænsen. Også på tilskuerpladserne, hvor stemningen var intens.

FC København have store problemer med at få spillet til at køre, og holdets profiler præsterede ikke. Men det ændrede sig drastisk fem minutter før pausen…

Her viste Robert Skov endnu engang, at ‘gode ben’ ikke bare er noget, der er svært at spise på en pæn måde - og noget cykelryttere har, når de stikker af på store togter. For midtjydens venstreben er godt. Det er rigtig godt.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ud af det blå smækkede Skov udligningen i kassen med et smæld af en anden verden op i hjørnet. Brøndby-keeper Marvin Schwäbe så måske skuddet. Men han nåede ikke at røre sig, inden nettet blafrede om ørerne på ham.

Så var Robert Skovs rolle skrevet ind med fede bogstaver i manuskriptet om sæsonens tredje derby. Fem minutter senere tog han hovedrollen.

Superliga-topscoreren, der nu har nettet 24 gange, havde denne gang næstsidste fod på et gennemført angreb, som en indtil da anonym Viktor Fischer sparkede i nettet.

Skovs oplæg var lækkert. Det samme var Fischers afslutning, der samtidig satte punktum for en heftig 1. halvleg, der i dén grad var et derby værdigt.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I den kontekst skuffede de sidste 45 minutter en smule. Brøndby tog igen teten fra start, men uden samme skarphed, som prægede holdet først i opgøret. Imens ventede gæsterne.

På slutfløjtet eller på at sætte dødsstødet ind på rivalerne. Det resulterede sig i, at Ståle Solbakken halvvejs igennem halvlegen gik over til at spille med fem mand i bagkæden. FCK skiftede defensivt ind. Brøndby gjorde af naturlige årsager det modsatte.

Det blev en forsvarskamp for FC København de sidste 20-25 minutter, hvor det blot blev understreget, hvor vigtig en sejr i Brøndby er. Både i det interne regnskab og i den guldkamp, hvor FC København har taget kontrollen inden det store topopgør mod FC Midtjylland på torsdag.

‘What a difference a day makes’, lyder en sangklassiker fra slutningen af 50erne. ‘What a difference a year makes’, kan de nu synge i FC København.