Han er tidligere bokser, sømand og maskinmester.

Og søndag er han Dyrehavens ældste løber, når den tidligere verdensstjerne på 800 meter Wilson Kipketer på slaget 11 sender de over 10.000 løbere afsted gennem skoven og ud over sletten i det 52. eremitageløb.

»Det er en sjov tanke, at jeg er den ældste. Eremitageløbet og det at holde sig i god fysisk form har altid betydet meget for mig. Jeg nyder mine træningsture og ser hvert år frem til det årlige E-løb,« siger 91-årige Ejvind Filholm.

Det er 46. gang, han skal være med i efterårets motionsfest på den 13,3 kilometer lange, smukke rute på de historiske stier gennem nationalskoven.

»Sidste år på E-dagen, hvor løbet var aflyst på grund af covid-19, løb jeg alligevel ruten igennem. Jeg var mutters alene. Det bliver noget andet på søndag,« siger han.

Ejvind Filholm bor i Buddinge og løber ti kilometer to gange om ugen.

»Jeg løber hjemmefra og på en rute langs Bagsværd Sø og tilbage igen. En herlig tur,« siger han.

Ikke engang da han for et par år siden på cykel blev kørt ned af en bil i Søborg-rundkørslen, kunne det slå ham ud.

Ejvind Filholm skal løbe Eremitageløbet for 46. gang.
Ejvind Filholm skal løbe Eremitageløbet for 46. gang. Privatfoto

I sin boksekarriere i Brønderslev viste han i sine unge år lovende takter og slog blandt andet legendariske Tage Krogh.

Selvom han efterhånden er kommet op i årene, er E-løbets alderspræsident frisk som en havørn, og motionsløb er ikke Ejvind Filholms eneste hobby. Han elsker at synge og går til visesang.

I flere år har han vundet sin aldersklasse i Dyrehaven, og som 89-årig løb han i 2019 i tiden 1.52.15.

I 2019 var Finn 'Fut' Kristiansen fra Ulfborg i Vestjylland den ældste i skoven. Ikke færre end 15 familiemedlemmer løb med, deraf fire generationer.

Han er i dag 92 år og var tilmeldt løbet på søndag, men har måttet melde fra på grund af et privat arrangement.

»Det er ærgerligt, at man ikke kan nå det hele. Nu tager jeg sidst på måneden med min klub Avis Marathon i Holstebro til Lübeck Marathon, hvor der også er en 10-kilometers rute,« siger han.

Finn 'Fut' Kristiansen blev i 2019 sammen med det 15-årige stortalent Joel Ibler Lillesø, som blev en sensationel nummer tre i Eremitageløbet, kåret som 'årets eremitageløber'.

Den ældste E-løber nogensinde er dansk-canadieren Jan Eisenhardt. Han var 96 år, da han i 2002 deltog i sit sidste løb i Dyrehaven.

Vil du løbe med i årets motionsfest på den ikoniske rute, så læs mere og tilmeld dig på www.elob.dk.

Har du en kandidat til årets E-løber og B.T.s sølvfad, så send en mail til journalist Peter Fredberg på fred@webspeed.dk.