Hele sportsverdenen blev efterladt i choktilstand i januar sidste år, da NBA-stjernen Kobe Bryant døde i en forfærdelig helikopterulykke.

De seneste 16 måneder har derfor budt på enorm sorg hos flere store basketballprofiler.

Blandt andet hos superstjernen Michael Jordan, der var nær ven af det nu afdøde Los Angeles Lakers-ikon.

Og netop derfor har han da også gemt de seneste sms-beskeder fra Kobe Bryant på sin telefon, og han kunne aldrig drømme om at slette dem, lyder det fra legenden i et interview med ESPN.

Kobe Bryant (tv.) og Michael Jordan under en kamp i deres aktive karrierer.
Kobe Bryant (tv.) og Michael Jordan under en kamp i deres aktive karrierer. Foto: VINCENT LAFORET
Vis mere

Ifølge Jordan skrev de to venner nemlig senest sammen 8. december 2019, hvor Kobe Bryant roste det tequila-mærke, Jordan havde været med til at producere.

»Din tequila er fantastisk,« lød det pludselig i en sms fra Bryant, hvortil de to ikoner spurgte ind til hinandens familier og om, hvordan de havde det.

»Familien har det godt,« skrev de begge i sms-korrespondancen.

Herefter røg samtalen selvfølgelig ind på basketball, hvor Kobe Bryant begyndte at omtale sig selv som 'Coach Kobe'.

Kobe Bryant sammen med sin datter Gigi. Begge afgik ved døden i helikopterulykken.
Kobe Bryant sammen med sin datter Gigi. Begge afgik ved døden i helikopterulykken. Foto: USA TODAY USPW
Vis mere

Dertil svarede Michael Jordan blot tilbage med grinende emojis, inden den nu afdøde basketballspiller skrev, at han i øvrigt sad på bænken og så sin datter, Gigi, spille kamp.

»Vi er ved at tæve det her hold med 45-8,« skrev han afsluttende om datterens kamp.

Netop den 13-årige datter var ét af i alt ni ofre for den forfærdelige helikopterulykke, hvor Kobe Bryant mistede livet.

Passagererne var på vej til en basketballturnering, da helikopteren i tågen ramte ind i siden af en bakke. Ingen overlevede den frygtelige ulykke.

Senest kunne et hold efterforskere afsløre, hvad der var årsagen til ulykken. Den historie kan du læse mere om HER.