Hvad der ellers så ud til at være en sikker handel, er nu faldet helt til jorden.
Tidligere onsdag kunne B.T. nemlig fortælle, at 20-årige Magnus Warming fra Lyngby var tæt på et skifte til norsk fodbold.
Ifølge B.T.s oplysninger havde de forsvarende mestre Bodø/Glimt nemlig afgivet et bud på hele 7,5 millioner kroner for Lyngbys guldfugl.
Et tilbud, som de kongeblå ikke kunne sige nej til, og derfor endte Superliga-nedrykkeren da også med at takke 'ja' til de mange millioner.

De personlige detaljer manglede blot at blive forhandlet på plads. Men det bliver ikke til noget alligevel.
Magnus Warming og hans repræsentanter har nemlig trukket sig fra forhandlingerne.
Det sker, selv om de to klubber ellers var blevet enige om en salgspris for det unge stjerneskud.
Lyngby havde tidligere afvist den norske klubs to første bud på henholdsvis én million kroner og fem millioner kroner for angriberen, inden det tredje bud blev accepteret.
Dermed ser Superliga-nedrykkeren nu ud til at gå glip af de mange millioner. I hvert fald i denne omgang.
Det norske medie VG skriver ligeledes, at den unge dansker ikke kommer til norsk fodbold i dette transfervindue.
»Vi kan bekræfte, at Warming ikke bliver Glimt-spiller i denne omgang,« siger logistikchefen i Bodø/Glimt, Håvard Sakariassen, til mediet.


