De danske sportsforbund og -klubber bør følge myndighedernes anbefaling om at udskyde eller aflyse arrangementer med mere end 1000 personer.

Sådan lyder det fra Danmarks Idrætsforbund (DIF).

»Vi kommer til at følge myndighedernes anbefalinger og opfordre de af vores forbund og klubber, der har arrangementer med over 1000 personer, til enten at aflyse eller udskyde dem eller afvikle dem uden tilskuere,« lyder det fra administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) Morten Mølholm Hansen.

Anbefalingen fra myndighederne angående arrangementer med mere end 1000 personer gælder til udgangen af marts.

Morten Mølholm Nielsen forklarer, at DIF's opgave nu bliver at oplyse diverse forbund og klubber om anbefalingerne.

»Vi bliver meget en distributionscentral for deres (myndighedernes, red.) holdninger.«

»Vores opgave bliver at få det spredt til vores forbund og klubber. Vi er jo en kæmpemæssig sektor, så vi skal have et stort informationsapparat i gang,« lyder det fra DIF-direktøren.

/ritzau/

Opdateres...