FC Københavns kommende hjemmekampe i Parken vil blive afviklet som planlagt - men det bliver uden tilskuere på lægterne. Det samme gælder FCKs udekamp mod Lyngby.

Det meddeler den danske fodboldklub på sin hjemmeside.

Udmeldingen kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fredag opfordrede alle arrangører af begivenheder med over 1000 mennesker til at udsætte eller aflyse arrangementer.

Overfor B.T. uddyber FCKs kommunikationschef, Jes Mortensen, beslutningen:

»Vi har hele tiden sagt, vi vil følge myndighedernes anbefaling, og det gør vi selvfølgelig også nu. Der er en smitterisiko, og det kan vi selvfølgelig kun respektere,« siger Jes Mortensen og fortsætter:

»Det kommer formentlig til at medføre et økonomisk tab for os, men der er vigtigere ting end økonomi, og det vil være uansvarligt af os ikke at lytte til myndighederne,« lyder det.

Beslutningen betyder altså, at FCKs kommende fire kampe - tre i Superligaen og én enkelt i Europa League - bliver for tomme tribuner.

Konkret drejer det sig om hjemmekampene mod AC Horsens, Istanbul Basaksehir og Randers FC samt udekampen mod Lyngby.

Klubben meddeler, at man endnu ikke ved, om der kommer restriktioner i forbindelse med udebaneopgøret mod Istanbul Basaksehir i Europa League.