677.161 eremitageløbere i alderen 4-96 år.
Så mange har sammenlagt passeret mållinjen for enden ad bakken op mod Fortunen i verdens ældste motionsløb.
Søndag 10. oktober klokken 11 løbes Eremitageløbet i den ikoniske Dyrehave nord for København for 52. gang.
Spørgsmålet er så: Hvor mange skal være med i efterårets motionsfest for 52. gang?
Da E-løbet fejrede 50-års jubilæum i 2018, var der 23 motionspionerer, der blev hyldet i skoven som 50-års jubilarer. Hvilke klapsalver.
I 2019 var der ti, der havde været med i alle 51 løb. Og i E-løb nummer 52 – efter en sørgelig 2020-sæson uden E-løb på grund af covid-19 – er vi nede på fire, som skriver sig ind i rekordbøgerne.
Den seje kvartet er Bjørn Ask Hansen, 77, fra Kølkær 15 kilometer sydøst for Herning, Bent Høyer-Hansen, 74, fra Gentofte, Flemming Aureld, 76 år, fra København Ø og Henrik Marqvertsen, 77, fra Holbæk.
Bjørn Ask Hansen er den eneste løber fra Jylland, der har været med i samtlige løb. Og da E-løbet fejrede 50-års jubilæum, var han den hurtigste af de 23 50 års-jubilarer med den fornemme tid 1.09,46.
»Jeg glæder mig hvert år til turen til Dyrehaven. Man gør sig jo sine tanker om, hvor længe man kan blive ved, men jeg fortsætter, så længe jeg kan,« siger den stovte midtjyde.
Bjørn Ask Hansen løbetræner to gange om ugen og supplerer ind imellem med en tur på mountainbike sammen med sin kone.
Gentofte-motionisten Bent Høyer-Hansen skruer tiden tilbage til E-løbets barndom, hvor man sneg sig af sted på træningsture i ly af mørket til sjove kommentarer fra forbipasserende.
»Rigtige løbesko kendte vi ikke. Vi løb i flade brune sko, som man brugte i militæret. Min far havde tilmeldt sig det første eremitageløb, men kunne ikke løbe på grund af brok. Min bror Henrik og jeg besluttede at stille op i stedet. Vores far var med i skoven som tilskuer og dukkede op fire steder på ruten for at heppe på os,« siger han.

For den 74-årige pensionerede ingeniør har E-dagen altid været »hellig«.
»Jeg har været så heldig, at den ikke er ramt sammen med vigtige familiebegivenheder, og to operationer blev planlagt, så de ikke kolliderede med løbet,« siger Bent Høyer-Hansen.
Han træner med Gentofte Løbeklub tirsdag og torsdag og tager ofte en tur i weekenden.
Flemming Aureld husker en skandale i det første eremitageløb i 1969.
»Arrangørerne havde i sagens natur ingen erfaring med tidtagning, når så mange hundrede løbere kom i mål. Vi stod i lange køer for at kunne fortælle vores tid til de stakkels officials. Måske op til ti minutter ventede vi. Det var ret kaotisk, men alle tog det med godt humør, og året efter var der næsten dobbelt så mange løbere, der ville være med i E-løbet,« siger han.
At Flemming Aureld blev eremitageløber, kan han takke sin gamle Folkevogn for.
»Familien var på bilferie i Jylland, da forhjulslejet gik i stykker. Jeg løb seks kilometer til den nærmeste by, men ingen kunne hjælpe, og jeg måtte løbe videre. I alt løb jeg vel op mod 14 kilometer, inden jeg fik hjælp. Når jeg kunne løbe så langt, kunne jeg jo også løbe E-løb,« siger han.
Træningen foregår mest, når han er i sommerhus i Tuse Næs.
Henrik Marqvertsen havde løbet i flere år, inden ideen til Eremitageløbet blev født. Allerede i 1961 begyndte han at løbe i Holbæk Fremad med 800 meter som sin favoritdistance. Han trænede sammen med sin lillebror, Tom, som blev dansk mester på 400 meter tre år i træk i perioden 1969-71.
Da brødrene læste om E-løbet i B.T., fik de lyst til at prøve noget nyt og spændende.
»Tom var sprinter og ikke så vild med de lange distancer. Han var kun med nogle få gange, men jeg blev hængende,« siger Henrik Marqvertsen.
Han var i 15 år formand for Holbæk Fremad, og i 21 år var han formand for Holbæk Løbe- og Motionsklub, som han stiftede i 1985.
»Jeg nyder at hyggetræne. Både løbetræning og i fitness. Men det eneste løb, jeg stiller op i, er Eremitageløbet. Jeg vil blive ved at komme i Dyrehaven lige så længe, jeg kan,« siger han.
En femte løber, Jørgen Vilhelmsen, Kastrup, skulle også have været med for 52. gang. Han var tilmeldt, men har måttet stoppe med at løbe på grund af slidgigt.
»Mit sidste løb var i Dyrehaven i 2019. Jeg kan ikke løbe mere, desværre, men kan godt gå lange ture,« siger han.
Jørgen Vilhelmsen er søndag på ferie i Spanien og har taget sin 50-års jubilæumstrøje med.
»Når eremitageløberne løber i Dyrehaven, vil jeg gå en tur i min E-trøje med blanke øjne og mindes de mange dejlige oplevelser, Eremitageløbet har givet mig,« siger han.
Du kan stadig tilmelde dig Eremitageløbet. Læs mere om søndagens motionsfest på www.elob.dk.


