Han overvejede at give op undervejs. Men Anders Hofman nægtede alligevel.

Vi skal skrue tiden tilbage til februar i år, hvor danskeren havde som mål at gennemføre en ironman på Antarktis. I kulde og under vanskelige vejrforhold skulle han igennem svømning, cykling og løb.

Det var første del, han havde forventet ville være det vanskeligste, og kulden ramte da også hans krop voldsomt, fortæller han i et interview med DR Sporten.

Men det var først, da han kom til cykelturen, at han for alvor var ved at knække. Eller – det gjorde han, og det sagde han også til sin bror, da han efter fire timer blot har tilbagelagt 10 af de 180 kilometer, fordi vejrforholdene er så slemme. Han kommer nærmest ingen vegne i sneen, og han måtte sammen med holdet lave en ny plan.

Anders Hofman gennemførte som den første en ironman på Antarktis.
Anders Hofman gennemførte som den første en ironman på Antarktis. Ida Guldbæk Arentsen

Resten af cykelturen blev i et loop på 200 meter, han styrtede mange gange, men selv om han fortalte sin bror, at han var knækket, nægtede han at stige af cyklen og sige 'farvel og tak' uden at gennemføre. Han kan ikke give op, får han også sagt højt.

»Jeg bliver opmærksom på, hvad det er, jeg siger højt. Det går op for mig, at det netop er det her moment, hele projektet handler om. Jeg havde bare aldrig troet, at jeg skulle så langt ud. Det er nu, jeg skal bryde igennem mine egne begrænsninger,« fortæller Anders Hofman.

Han cyklede videre og gennemførte den del inden løbeturen. En tur, der blev besværliggjort af en snestorm, der betød, at han måtte tage en pause på intet mindre end 27 timer.

Da det var værst, blæste vinden med 100 kilometer i timen, mens danskeren og teamet omkring ham dog var i sikkerhed i et shelter. På det tidspunkt havde han 15 kilometer tilbage af løbeturen, som han altså også gennemførte.

»Vi gjorde det. Uofficiel tid fra start (inklusive pausen som følge af snestormen): 72 timer, 54 minutter, 9 sekunder,« lød udmeldingen på Twitter bagefter.

Efterfølgende lagde Anders Hofman da heller ikke skjul på, at det havde været en barsk omgang.

»Antarktis viste sig fra sin mest brutale side, og på et tidspunkt frygtede flere af os for vores liv,« sagde han.

Den 29-årige triatlet er den første nogensinde, der har gennemført en ironman på det meget kolde kontinent nær Sydpolen.