Den danske triatlet Anders Hofman afsluttede tirsdag formiddag dansk tid en ironman på Antarktis.

Det oplyser de folk, der er rejst med ham til Antarktis, på Twitter.

En ironman består af 3,9 kilometer svømning efterfulgt af 180 kilometer cykling og et maratonløb på 42,2 kilometer.

Det har taget Anders Hofman 72 timer, 54 minutter og ni sekunder at komme endeligt i mål. Med sig havde han et hold på syv personer, der bestod af to guider, sin bror og et kamerahold på fire.

»Wow, vi gjorde det. Men de ting, som holdet og jeg måtte gå igennem undervejs, var så meget mere voldsomt, end nogen af os nogensinde havde forestillet os,« siger Anders Hofman i en pressemeddelelse.

»Antarktis viste sig fra sin mest brutale side, og på et tidspunkt frygtede flere af os for vores liv.«

Undervejs måtte han og holdet søge ly i et shelter, da en grim snestorm ramte. Da den var på sit værste, blæste vinden med 100 kilometer i timen, lød det i en opdatering.

Noget, der betød, at Anders Hofman samlet måtte holde pause i 27 timer, inden han kunne gennemføre. På det tidspunkt havde han 15 kilometer tilbage af løbeturen, som han startede op igen tirsdag formiddag dansk tid.

Og de mange timers pause kunne også mærkes på kroppen.

'Anders er okay hvad forholdene angår, men han er bekymret, da hans krop gør ondt, da den er begyndt på restitueringsprocessen. Han vil gerne fortsætte, ligeså snart det er sikkert nok i forhold til vejret,' lød det i en opdatering sent mandag eftermiddag dansk tid. Men det lykkedes altså, og han er nu i mål.

Den 29-årige triatlet er den første nogensinde til at gennemføre en ironman på det meget kolde kontinent nær Sydpolen.

»Det var en helt utrolig oplevelse, som i den grad tvang os alle til at skubbe vores grænser og vores frygt. Vi fik vist lige præcis det, som det hele handler om: At grænser kun er en opfattelse af, hvad der er muligt,« siger Anders Hofman.

Derfor har han også brugt en del mindre tid end de knap 73 timer, hvis man vælger at fraregne pauserne.