Det er et af de største brands i verden, når det kommer til ridesport.

Og nu har Kingsland Equestrian solgt aktiemajoriteten på 51 procent – endda til danske hænder.

For det er den danske dressurvirksomhed Helgstrand Dressage, der er ejet af Andreas Helgstrand og Marianne Helgstrand, der har købt sig ind i virksomheden.

»Kingsland Equestrian har været min sponsor i mange år, og de har altid leveret eksklusivt design og topkvalitet. Derudover har virksomheden en professionel ledelse, som jeg ser frem til at udvikle firmaet med,« siger Andreas Helgstrand i en pressemeddelelse.

Kingsland blev stiftet i Norge i 1999, og det har siden vokset sig meget stort, og det en af de største rideudstyrs-producenter i verden.

»Helgstrands aktiviteter breder sig ud på verdensplan, og derfor passer vores opkøb af Kingsland Equestrian perfekt med den strategi, vi har udviklet,« siger den 42-årige dressurrytter, der selv er direktør i Helgstrand Dressage.

Andreas Helgstrand er i årenes løb blevet mangemillionær på at sælge og opdrætte dressurheste. Han har tidligere arbejdet på et af Danmarks største stutterier – Blue Hors – som er ejet af Danmarks rigeste mand, Lego-milliardæren Kjeld Kirk Kristiansen.

Mens han var der, vandt Andreas Helgstrand medaljer ved både OL og VM. Blandt andet var han med til at vinde bronze med det danske dressurlandshold ved OL i 2008 på hesten Blue Hors Don Schufro.

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Andreas Helgstrand og Anne vaan Olst vandt OL-bronze i august 2008.
Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Andreas Helgstrand og Anne vaan Olst vandt OL-bronze i august 2008. Foto: DAVID HECKER
Vis mere

I 2006 vandt han VM-sølv på hoppen Blue Hors Matiné efter et ridt, der siden blev kaldt 'publikums favorit', og klippet af det er blevet set over 20 millioner gange på YouTube.

I 2008 besluttede han sig for at blive selvstændig, og i december 2019 kunne han så kalde sig milliardær, efter han i 2018 solgte 51 procent af sit livsværk, Helgstrand Dressage, til den hollandske kapitalfond Waterland.

Hos Kingsland Equestrian er der også stor begejstring over, at danskeren er kommet med på holdet.

»Jeg ser meget frem til at få Helgstrand Dressage med om bord til fremtidens rejse. Det er starten på et nyt kapitel, som vil give mange spændende muligheder for os og ridesporten i hele verden. Med hans medejerskab er vi klar til at give vores kunder nye og spændende muligheder i fremtiden,« siger Lin E. Kingsrød, der er direktør hos Kingsland.