Den 30-årige danske OL-rytter Anna Kasprzak venter sit andet barn, men det betyder ikke, at drømmen om en plads på OL-holdet næste år er droppet.

Dressurrytteren har termin den 18. marts 2021, og dermed kan hun faktisk stadig godt nå at kvalificere sig.

Det fortæller hun til Ridehesten.

»Jeg har ikke udelukket at forsøge at komme på landsholdet til OL, men det kræver en særaftale i forhold til at bo udenfor OL-byen. Jeg kan ikke være væk fra sådan en lille størrelse i en måned,« fortæller Anna Kasprzak, der sammen med kæresten Mathias i forvejen har datteren Ella, der kom til verden i maj 2018.

Til mediet fortæller hun, at graviditeten var planlagt, og at det for hende er vigtigere at satse på det VM, der bliver afholdt på hjemmebane i 2022.

30-årige Anna Kasprzak har to gange tidligere repræsenteret Danmark ved OL i dressur på hesten Donnperignon - i 2012 i London og i 2016 i Rio.

I oktober 2018 blev Donnperignon dog pensioneret, og i november 2019 købte Kasprzak-familien hesten Fuhur, der på det tidspunkt var 10 år gammel.

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selvfølgelig har OL i tankerne,« sagde dressurstjernen og Ecco-arvingen dengang om det OL, der skulle have været afholdt i 2020.

Anna Kasprzak og hesten Donnperignon.
Anna Kasprzak og hesten Donnperignon. Henning Bagger

I slutningen af december 2019 fortalte Anna Kasprzak dog, at hesten ikke havde været helt fit til at træne.

Det skyldtes formentlig en allergisk reaktion, og tilbageslaget betød da også, at hun havde skruet ned for OL-drømmen.

OL i Tokyo er sat til at skulle starte fredag 21. juli 2021.

I forbindelse med sidste weekends DM i dressur - som 28-årige Cathrine Dufour vandt - fortalte landstræner prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, at kampen om pladserne på OL-holdet i dressur for alvor starter efter nytår.