Anna Kasprzak har stor grund til at smile for tiden.

For den danske milliardærarving og dressurstjerne kan midt i coronakrisen afsløre en stor og sød nyhed.

'Jeg tror ikke, min mor og far tog det med at holde afstand alvorligt', står der på en lyserød bodystocking, hun har delt i et opslag på Instagram, som kan ses i bunden af artiklen.

Til billedet skriver den danske OL-rytter ordene 'Marts 2021', og dermed afsløres det, at hun sammen med kæresten Mathias Skov Rasch venter barn igen.

Parret har i forvejen datteren Ella, der kom til verden 10. maj i 2018, og i løbet af den graviditet fortsatte hun med at ride i lang tid.

»Jeg passer på og tager ingen chancer. Mærker jeg, at jeg begynder at blive nervøs, eller synes det er ubehageligt, så må jeg stoppe med at ride. Det er ikke så mange gange, man er i denne situation, så skulle jeg stoppe med at ride 3-5 måneder, så er det lige meget,« fortalte Ecco-arvingen, der i 2019 var på Forbes' liste som én af blot otte milliardærer under 30 år, dengang.

30-årige Anna Kasprzak har to gange repræsenteret Danmark ved OL i dressur på hesten Donnperignon - i 2012 og i 2016.

I oktober 2018 blev Donnperignon dog pensioneret, og i november 2019 købte Kasprzak-familien hesten Fuhur, der på det tidspunkt var 10 år gammel.

Anna Kasprzak og hesten Donnperignon.
Anna Kasprzak og hesten Donnperignon. Henning Bagger

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selvfølgelig har OL i tankerne,« sagde dressurstjernen dengang om det OL, der skulle have været afholdt i 2020.

Heste i den prisklasse bliver oftest handlet for større tocifrede millionbeløb, og da hun købte Fuhur, lagde hun ikke skjul på, at kampen om pladserne til OL ville blive hård, men at hun ville prøve at få en af dem.

I slutningen af december sidste år kunne Anna Kasprzak dog fortælle, at hun havde skruet ned for drømmen, fordi hesten som følge af en - formentlig - allergisk reaktion ikke havde været fit til at træne.

OL i Tokyo er sat til at skulle starte fredag 21. juli 2021.