19.000 kroner.
Det ville ikke så få danskere sukke efter at få i månedsløn efter skat. Andre har scoret de mange dejlige penge hver måned det seneste år – uden at røre en finger.
Trods coronakrisen fortsætter boligpriserne med at stige, viser ny tal fra Boligsidens Markedsindeks. For fjerde måned i træk steg huspriserne i august, og nu er priserne på både huse og ejerlejligheder kommet op på det højeste niveau nogensinde. Det skriver Børsen.
Især boligejere i ét område er blevet forgyldt.
Dem, der bor i København. Ifølge Børsens udregninger har boligejerne i hovedstaden i gennemsnit tjent omkring 19.000 kr. om måneden det seneste år.
Andre steder har prisstigningerne været noget mere beskedne. For at sige det pænt.
I Vestjylland og Nordjylland er boligpriserne i gennemsnit steget med henholdsvis 11.000 og 17.000 kr. Ikke per måned, men set over hele det seneste år.
Målt over det seneste år er huspriserne på landsplan steget med 4,1 procent, ejerlejlighederne er blevet 6,4 procent dyrere, og fritidshusene har taget et ordentligt prishop på hele 10 procent.
Prisstigningen svarer til, at det almindelige standardhus på 140 kvadratmeter er blevet cirka 400.000 kroner dyrere, end hvis du købte det på tilsvarende tidspunkt tilbage i 2010.
»For boligkøberne betyder det umiddelbart, at det er blevet sværere at komme i nærheden af drømmehuset,« siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.
»Men når det er sagt, så har vi siden 2015 haft et meget lavt renteniveau, og det, kombineret med at det generelle lønniveau samtidig er steget, gør, at mange stadig har plads i budgettet til at købe et hus, selv om huspriserne stiger,« tilføjer hun.
Hører du til de boligkøbere, der river sig i håret over de rekordhøje boligpriser?
Så kan der være gode nyheder på vej.
Birgit Daetz forventer nemlig, at priserne vil stagnere eller endda falde en smule i efteråret, hvor boligmarkedet normalt går lidt ned i gear.
»Men intet er, som det plejer at være i Danmark i øjeblikket – heller ikke på boligmarkedet. Det bliver derfor spændende at følge udviklingen igennem de kommende måneder,« tilføjer hun.