Udsigterne for boligejerne var grumme, da coronakrisen tog fat i marts. Prognoserne fra eksperter, bankfolk og sågar økonomiske vismænd pegede i retning af ekstremt store prisfald og udslettelse af friværdi med et fingerknips.
Men det modsatte er sket. I stedet er boligejerne i gang med en decideret fest, og den blev endnu en gang cementeret eftertrykkeligt onsdag morgen.
Her kom Danmarks Statistik nemlig med de nyeste boligtal, og de viser, at boligpriserne gennemsnitligt steg med 1,1 procent i juli måned alene. De ligger på det højeste niveau nogensinde.
Udviklingen betyder, at priserne for et enfamilieshus er steget med 4,2 procent fra juli 2019 til juli 2020, og at priserne for ejerlejligheder er steget med 6,7 procent i samme periode.
»Det er et meget, meget stærkt boligmarked. Det er jo nærmest bien, som bare flyver henover krisen. Det er en meget positiv overraskelse,« siger Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Bank.
Selvom prognoserne til at starte med var ekstremt dystre, mener Mikkel Høegh, at der er en ret konkret årsag til, at boligmarkedet bliver ved med at buldre fremad.
»Udviklingen er godt hjulpet på vej af lave renter. Men vi må også sige, at der ligger en lille joker i, at mange af dem, der har mistet deres arbejde under krisen, ikke ejer en bolig,« forklarer Mikkel Høegh:
»Derfor er boligejerne blevet påvirket mindre af krisen. Det var måske ikke en forklaring, som var til at få øje på til at starte med.«
Om priserne kan fortsætte med at stige og stige resten af året, tør Mikkel Høegh ikke love.
»Når vi går ind i efteråret og vinteren, er der ingen tvivl om, at markedet vil bremse lidt op. Det vil ikke overraske, hvis priserne falder lidt, og det vil heller ikke være nogen katastrofe,« siger Mikkel Høegh.
Flere økonomer og bankfolk spørger dog også lige nu sig selv, hvordan boligpriserne kan fortsætte med at buldre videre, når Danmarks BNP i andet kvartal af 2020 faldt med historiske 6,8 procent.
Er der noget galt, vi ikke kan se?
»Jeg synes ikke, det ser bekymrende ud,« siger Mikkel Høegh:
»Kreditværksten er ikke så kraftig, som den var i 00'erne. Det hele ser en del sundere ud. Boligejerne har i langt højere grad lånt med fast rente. Der er langt flere sikkerhedsseler, som er spændt ud i det her tilfælde.«