»Det føles, som om du er i fængsel og har fået en dom, men ikke ved for hvad.«
Claus Sloth kæmper. I otte år har han haft sit eget fitnesscenter i Odense, men for anden gang på et år er det lukket. Første gang 11. marts 2020, da Mette Frederiksen lukkede Danmark på grund af den alvorlige situation med coronavirus.
I juni fik Claus Sloth lov til at åbne igen, inden en ny dyster melding kom før jul. Anden bølge gjorde, at dørene skulle lukkes igen 9. december. Først til og med 3. januar. Siden er det blevet forlænget adskillige gange.
»Jeg troede, det var maks. en måned, derfor tænkte jeg, vi nok skulle komme igennem. Nu står vi så her igen, og det er på ingen måde sjovt. Det er bare så dyrt at miste. Det værste er uvisheden. Jeg aner ikke, om jeg er købt eller solgt.«
Claus Sloth kæmper ikke kun for virksomheden. Han kæmper også for, at hans familie skal have et godt liv, for der mangler efterhånden penge på bankkontoen.
»Hvad hvis jeg går konkurs?« spørger Claus Sloth. Han er ordblind og har eksempelvis to receptionister siddende for at besvare mail. Han kommer fra en plejefamilie og har 'haft en hård barndom'.
»Noget af det værste for mig ville være at havne samme sted, som jeg kommer fra, med min familie. Mine børn skal ikke opleve fattigdom eller at gå til købmanden for at tigge, fordi mor er syg. De skal ikke opleve en far, der går personligt konkurs uden selv at være skyld i det. Det ville andre være skyld i. Når de så eventuelt er skyld i det, gider de ikke hjælpe en – der bliver politikernes egne interesser vigtigere. Det gør mig forarget. I stedet for bare at stille sig op og sige, hvordan det er, og at vi selv skal klare os,« siger Claus Sloth.
Han føler sig ladt i stikken som selvstændig. Da B.T. talte med ham i maj sidste år, stod han til at tabe mellem to og to en halv million kroner. Det gælder stadig.
Han har indtil videre fået lønkompensation og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste frem til 17. januar, men er ikke blevet kompenseret for de faste omkostninger. Der mangler 'en del'.
Han har 25 medarbejdere hjemsendt og tager 80.000 kroner om måneden ud af sin bankkonto, selv om han får kompensation. Han har i alt brugt en halv million på noget, han principielt ikke har fået noget ud af, ligesom han har lagt millioner i at lease udstyr. Han er alene, får ikke penge fra fonde og kan intet planlægge.
Gejsten til at kæmpe sig igennem finder han i det ansvar, han har.
»Jeg har sindssygt meget på spil,« siger han og fortæller, han skal være far igen om to måneder. Han har en kone, tre børn, et hus og 26 ansatte, han skal sørge for.
»Jeg har en virksomhed og rigtig mange kunder, så på en måde er det ligesom det, der er det vigtige for mig. Det ansvar skal jeg leve op til og få os igennem det her. Alternativet er bare, det er noget hø og noget lort,« siger Claus Sloth.
Han kan ikke selv styre, hvad der sker. Han håber på at kunne åbne et center mere 1. januar med hjælp fra den bank, han for et år siden 'stort set ikke skulle bruge til noget'.
Han er motiveret af håbet om, at der er en fremtid for træningscentre. Det holder ham i gang efter et år, der har været noget helt andet.
»Det har været ekstremt underligt. Jeg er blevet mere omstillingsparat, jeg tror meget har været fortvivlelse. Den afmagt. Jeg tror også et sted, jeg har mistet et eller andet,« siger Claus Sloth.
Centerejeren mangler en plan. Må han åbne i april? September? Frustrationen fylder. Usikkerheden ved at være selvstændig har han selv valgt, men han savner hjælp og en tiltro til, at folk som ham kan åbne forsvarligt, samtidig med, der er gået for meget 'politik i den'.
»Jeg føler, de snakker mere om dem, der prøver at snyde, som i bund og grund ikke er mange, end de egentlig snakker om os, der bare er mennesker ligesom alle andre. Vi vil ikke bare have penge og køre Porsche. Vi er nogle mennesker, der arbejder 24/7. Hobbyen er ens arbejde. Så bliver vi lukket og skal klare os selv med kæmpe tab og en stor fortvivlelse. Det handler ikke om min løn, det handler mere om, om jeg har noget at åbne til. Vi er ikke allesammen store virksomheder,« siger Claus Sloth, der normalt har en omsætning på 9-10 millioner og derfor bliver hurtigere presset, hvis han skal lukke adskillige måneder.
Han kan godt se, at en spinningtime med en fyldt sal, hvor alle puster, kan være et problem, men det er ifølge ham ikke sådan i alle centre. Han savner, der bliver tænkt i muligheder.
»At der blev sagt 'vi har nogle kriterier, og kan I opfylde dem, så må I gerne åbne jeres butik. Så har vi noget kontrol, og går I ikke igennem, lukker vi jer igen, og så får I nogle bøder'. Det kunne jeg sagtens leve under. Så ville jeg stadig føle, jeg kunne gå på arbejde med den nye virkelighed. Man ved ikke, hvornår man kommer ud af det her fængsel, og må selv finde ud af at tjene til regninger. Der mangler en tiltro til, vi kan løse det, for det vil vi gerne,« siger Claus Sloth.
Han føler, han sagtenskan åbne med restriktioner.
»Hvis der er én interesse, jeg har, er det at undgå smitte og så at komme bedst muligt ud af det. Det handler jo også om mit ry. Hvis jeg bare var fuldstændig ligeglad med, hvordan folk kom ned i mit center og opførte sig, ville jeg hurtigt tabe en del kunder,« siger Claus Sloth.
Lige nu kan han kun vente endnu en gang. På udmeldingen, der endelig kan give lys.
»Jeg håber ikke, det bliver ligesom sidst, hvor det først var august eller noget andet sindssygt. Vi fik så lov i juni. Det var virkelig en mavepuster, det kunne have dræbt os. Der tænker jeg også, vi beviste, vi kan holde åbent og styre det,« slutter han.
