20 dages fængsel.

Det vil ifølge anklageren være en passende straf for den Superliga-spiller, der torsdag ved Retten i Roskilde er tiltalt for at have krænket to mindreårige skolepigers blufærdighed.

Han er tiltalt for at have krænket blufærdigheden hos pigerne på hhv. 13 og 14 år, som han ifølge anklageskriftet sendte billeder via det sociale medie Snapchat.

Fodboldspilleren nægter sig skyldig, men er ikke mødt op til retssagen i Roskilde. Han er beskyttet af et navneforbud.

Superligaspilleren nægtede sig skyldig i at have blufærdighedskrænket de to mindreårige skolepiger. Arkivfoto.
Superligaspilleren nægtede sig skyldig i at have blufærdighedskrænket de to mindreårige skolepiger. Arkivfoto. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Ifølge anklageren er der ikke tvivl om, at Superliga-spilleren krænkede de unge pigers blufærdighed.

Og samtidig henviste hun til strafniveauet i en lignende sag, hvor en 24-årig fodboldtræner for nogle år siden blev idømt 20 dages fængsel for at have sendt seksuelt ladede beskeder til to piger på 16 og 18 år med et par års mellemrum.

Her endte Østre Landsret med at gøre fængselsstraffen på de 20 dage betinget, og den mulighed lod anklageren i sin procedure stå åben for domsmandsretten i Roskilde, hvis dommerne finder, at Superliga-spillerens gode personlige forhold taler for det.

Fodboldspilleren sendte ifølge anklageskriftet flere billeder af sin afklædte krop på Snapchat til en pige på 13 år. Han skal også have efterspurgt billeder af hende i undertøj og bikini og blandt andet spurgt, om hun var moden af sin alder.

Det skal være sket på et ikke nærmere bestemt tidspunkt fra 27. december 2019 til 5. januar 2020.

Den anden, som han skal have krænket, var 14 år, da spilleren ifølge anklageskriftet på Snapchat sendte tre billeder af sit erigerede lem og blandt andet skrev: 'Du må bare lege lidt med'.

Ifølge anklagemyndigheden sendte spilleren ligeledes en video, hvor han masturberede og skrev 'ville du ikke gerne have min pik oppe i dig lige nu da'. Det skal være sket 27. marts sidste år

Forklaringerne fra de to forurettede piger er blevet afgivet bag lukkede døre og er derfor hemmelige for offentligheden.

Af anklagerens afsluttende procedure fremgik det, at den voksne Superliga-spiller tilsyneladende udgav sig for at være teenager og forsøgte at lokke dem til at sende ham pirrende billeder.

Til sidst fik den ene af pigerne dog angiveligt nok og skrev direkte til ham, at han skulle stoppe og finde en på sin egen alder.

Det er ikke i detaljer blevet oplyst, hvordan kontakten mellem de to skolepiger og Superliga-spilleren opstod. Dog tyder det på, at han så deres billeder på Instagram, likede dem og herefter fik kontakt til pigerne via Snapchat.

Der ventes at falde dom torsdag eftermiddag.