»Det, der har overrasket mig mest og allermest taget mig med bukserne nede, har været hele fødslen.«

Sådan fortæller Xee-værten Signe Vadgaard, der i oktober sidste år blev mor til datteren Lucca.

Og netop den nye rolle er noget af det, hun sætter ord på i den nyeste episode af Mattias Hundebølls podcast 'Fårking Far'. Her taler de om fødslen, der mildest talt tog lang tid.

Signe Vadgaard fortæller, at hun en aften i oktober sad og spiste ved middagsbordet med sin hustru Cathrine, da hun pludselig mærkede noget.

»Jeg siger til Cathrine, der sker et eller andet, men jeg tror ikke, vandet er gået. Så rejser jeg mig op og går to skridt hen imod køkkenet, og så siger det plask med vand ned ad benet. Så var det vandet, der var gået. Så var vi i gang med fødslen. Det var den første overraskelse, jeg fik ud af en milliard. Vandet bliver ved med at gå, inden du har født!« fortæller Signe Vadfaard.

Parret tog på hospitalet, men de måtte i den grad væbne sig med tålmodighed, inden de kunne få lov til at møde deres lille pige. Vandet gik en tirsdag aften, og Lucca kom ud torsdag eftermiddag.

Tv-værten fortæller, hvordan hendes hustru havde forberedt sig ved at pakke hele fire tasker med blandt andet snacks, tøj og udstyr.

Noget af det, der 'reddede' dem under den lange ventetid, var en computer. Signe Vadgaard fortæller med et grin, at parret blandt andet så landskamp – Danmark slog England med 1-0 – og så havde de højttalere med, så de blandt andet kunne høre John Mayer.

Men det var stadig en hård omgang.

»Jeg mistede kontrollen. Alle fødsler er jo forskellige, du kan jo have haft en pisse hård fødsel, selvom den er helt efter bogen. Jeg tror nu nok uden at skulle gøre det ekstra dramatisk, at min var i den lidt hårde ende, fordi den bare var så lang. Det tog så lang tid, der skete ikke en skid, vi måtte have vestimulerende drop i gang. Til gengæld blev smerterne bare ret voldsomme at være i. Jeg var der simpelthen ikke til sidst. Det tog lang tid, før jeg følte mig som mig selv igen,« fortæller Signe Vadgaard ærligt.

Hun og Cathrine Gjørtsvang Vadgaard blev forlovet i foråret 2018 på en ferie, og de blev gift i sensommeren samme år.