Siden 2012 har Casper Jørgensen stået i spidsen som landstræner for de danske baneryttere.

Så på trods af, at dåbsattesten afslører hans alder til bare at være 34 år, er det en yderst erfaren landstræner, der for andet år i træk er nomineret til B.T. og Coachers pris som Årets Træner.

Ligesom sidste år er Casper Jørgensen nomineret for at stå bag en kæmpe succes med de danske baneryttere, hvilket i år har resulteret i tre gange EM-guld, et EM-sølv, et VM-sølv og en VM-bronze.

»Succes med ham som landstræner er jo ikke nyt. Året i år er en videreførelse af en lang proces, han har stået bag,« fortæller elitechefen i Danmarks Cykle Union, Morten Bennekou.

Casper Jørgensens primære ansvar er herrerne på banelandsholdet, og ganske ekstraordinært er han faktisk ikke kun træner for dem på banen. Han er også personlig træner for banerytterne på landevejen.

»Det er også ham, der træner Niklas Larsen om sommeren, når han vinder PostNord Danmark Rundt. Det er en ret unik kompetence. Jeg har selv trænet mange ryttere i mange år, men jeg ville aldrig kunne træne en kombineret bane- og landevejsrytter,« fortsætter Morten Bennekou.

Hemmelighed bag succesen

Der er ingen tvivl om, at Morten Bennekou, Danmarks Cykle Union og Team Danmark kommer til at hænge medaljeforhåbninger op på Casper Jørgensens knag.

Men når man ser på, hvordan eksempelvis det danske herrehold i fire kilometer forfølgelsesløb har udviklet sig i 2019, forstår man nok hvorfor.

Casper Jørgensen er nomineret for andet år i træk.
Casper Jørgensen er nomineret for andet år i træk.
Vis mere

I februar slog de den danske rekord med cirka et halvt sekund. Morten Bennekou var selv med og husker den umiddelbare glæde ved løbet.

»Så slog Australien ved samme lejlighed verdensrekord med tre sekunder. Det tog lige toppen af vores humør, at når vi blev lidt bedre, så blev de meget bedre. 'Det er jo lysår, der er foran. Det er umuligt,' tænkte vi.«

I løbet af året har holdet så skiftet taktik.

Casper Jørgensen har luret på et par af konkurrenterne og vurderet, at de danske ryttere muligvis kunne drage fordel af at tage føringer på to omgange ad gangen i stedet for en enkelt. 500 meter i stedet for 250 meter.

»Du kan ikke sætte hvem som helst til det, og det er ikke sikkert, det er en fordel for alle hold. Men det giver mindre turbulens på rækken, når man sjældnere skal skifte føring. Så har vi en oplevelse af, det giver bedre restitution,« siger Morten Bennekou og fortsætter.

»Det er Caspers idé. Ud over at opfinde idéen, skal de også projekteres. Hvor langt kan den enkelte føre? Hvor kan starteren holde til, når det er så hårdt at starte? Hele det taktiske oplæg, som det rent faktisk er, har Casper skabt.«

Taktikken blev testet forud for EM, hvor fornemmelsen var god. Derfor tog de chancen og kørte med taktikken under EM.

Her formåede det danske hold ikke bare at sætte ny dansk rekord. Man slog den med mere end tre sekunder, hvilket samtidigt var den næstbedste tid i verden nogensinde – 0,75 sekunder fra den australske verdensrekord.

»På den baggrund kan man ikke være andet end lidt overrasket over, hvor vi står nu. Rent sportsligt i år er det oplagt, at vi har taget et syvmileskridt med vores fire kilometer-hold under ham,« siger Morten Bennekou.

Han er heller ikke sen til at sætte Casper Jørgensens præstation i et endnu større perspektiv. For selvom Danmark er blandt de bedste nationer i netop disciplinen fire kilometer holdforfølgelsesløb, arbejder rivalerne under andre forhold.

Her ser man, at både Australien og Storbritannien kører med baneryttere, der udelukkende fokuserer på banen, indtil de på et tidspunkt – måske – skifter fokus til landevejen.

De danske ryttere kører alle på landevejen samtidigt med, at de satser på banen.

»Det er en nødvendighed, fordi vi i Danmark har en landevejsdrøm også. Men vi tror på, at det ikke bare er et nødvendigt onde, men rent faktisk kommer dem til gode. Og begynder du at dividere antallet af kroner, og givetvis antallet af timer, som vi spytter i banecykling i forhold til vores store konkurrenter, er vi altså bedre end dem,« siger sportschefen.

Og så er det, vi kommer tilbage til Casper Jørgensen og dét med, at han træner banerytterne på landevej. Han kommer selv fra en fortid som både landevejs- og banerytter og kan derfor træne begge ting. Derfor har man i DCU den helt rette mand til jobbet.

»I de andre landes systemer er det nok kun at være banetræner. Rytterne satser på banen i den periode og skifter så træner, når de skifter over til landevej. Der er ikke ret mange i verden, der kan det, Casper kan,« siger Morten Bennekou.

Vinderen af Årets Træner 2019 kåres torsdag den 5. december. I dagene op til prisuddelingen kan du læse portrætter om alle fire nominerede.