Cykling, sejlads og håndbold.

Fire fremragende trænere fra tre forskellige sportsgrene er nomineret til prisen som 'Årets Træner', som B.T. uddeler i samarbejde med konsulentvirksomheden Coachers for 15. gang.

Prisen har tidligere heddet B.T. Coachers, men i år har B.T. og Coachers givet prisen en mindre makeover.

Tidligere har en komité bestående af en håndfuld profilerede idrætsudøvere samt Coachers og B.T. udvalgt de nominerede og fundet vinderen af prisen.

Denne komité, i år bestående af Mikael Trolle, Camilla Martin, Ulrik Wilbek, Victor Feddersen, Preben Braagaard fra Coachers, B.T.'s sportschef Søren Klæstrup og B.T.'s ansvarshavende chefredaktør Michael Dyrby, har stadig stået for at finde de nominerede.

Men i år bliver prisen til trænernes egen pris.

25 trænere fra dansk elitesport kommer til at stemme og afgøre, hvem der skal vinde 'Årets Træner 2019. Blandt de 25 trænere findes både lands- og klubtrænere for herre- og damehold samt trænere for individuelle atleter fra alle kroge af dansk sport og idræt.

Vinderen af prisen offentliggøres 5. december.

De fire nominerede

Nikolaj Jacobsen - VM-guld med herrehåndboldlandsholdet

Vi husker scenerne fra Herning. Krammeren med Mads Mensah Larsen, jublen i kongrescenteret i Herning samme aften og fejringen på Københavns Rådhus dagen efter.

I januar vandt det danske herrelandshold i håndbold med Nikolaj Jacobsen i spidsen VM for første gang nogensinde efter en knusende finalesejr i Jyske Bank Boxen på 31-22 over Norge.

Hele turneringen var dog en massiv succes for Jacobsens landshold.

Fem sikre sejre i gruppespillet blev det til inden, der blev gjort rent bord i mellemrunden. I semifinalen smadrede man de forsvarende verdensmestre, Frankrig, med 38-30, inden titlen kom i hus mod nordmændene.

47-årige Jacobsen balancerede på daværende tidspunkt stadig med jobbet somm klubtræner i Rhein-Neckar Löwen.

Her stoppede han i sommer og kombinerer nu i stedet landstrænerjobbet med en rolle som assistenttræner på Gudmes U19-pigehold.

VM-guldet var Nikolaj Jacobsens første stykke metal med det danske herrelandshold, som han har stået i spidsen for siden marts 2017.

Anders Lund - VM-guld i landevejscykling

Siden forårsklassikerne har det faktisk været ufattelig svært at få armene ned over de danske resultater i landevejscykling.

Jakob Fuglsang stod først på året for flotte præstationer i forårsklassikerne, inden dansk cykelsport fik sin måske største sejr nogensinde i september.

Mads Pedersen blev som blot 23-årig verdensmester ved VM i Yorkshire, og nede i sportsdirektørbilen sad landstræner Anders Lund.

Mange havde peget på Michael Valgren og Jakob Fuglsang som Danmarks bedste kort, men med en forkortet rute på grund af enorme mængder regn, fik Mads Pedersen chancen.

I en alder af bare 34 år har Anders Lund taget sin egen erfaring fra landevejen med ind som landstræner for de danske U23- og eliteherrer, og det gav for alvor pote i år med VM-guldet.

Foruden Mads Pedersens VM-guld var der også VM-guld til Mikkel Bjerg ved U23-rytternes enkeltstars.

Derudover blev der hentet fire medaljer ved EM under Anders Lunds ledelse - sølv til Kasper Asgreen i eliteherrernes enkeltstart, sølv til Niklas Larsen i U23-rytternes landevejsløb samt guld til Johan Price-Pejtersen ved U23-enkeltstarten, hvor Mikkel Bjerg samtidig tøg sølvet.

Piotr Wojewski - Manden bag verdens bedste

Polske Piotr Wojewski har gennem flere år stået i spidsen for de danske elitesejlere i OL-klassen, Laser Radial.

Han var blandt andet med, da 28-årige Anne-Marie Rindom i 2015 blev verdensmester i Laser Radial og i 2016 vandt OL-bronze i disciplinen.

2019 blev dog det bedste år i hendes karriere.

I maj blev Anne-Marie Rindom europamester, hvorefter hun i juli for anden gang i karrieren kunne kalde sig verdensmester efter en dominerende præstation i Japan.

Piotr Wojewski har været med på hele rejsen.

I september blev Anne-Marie Rindom så nomineret til prisen som World Sailor of the Year - årets bedste sejler - på tværs af samtlige bådklasser. Prisen vandt hun i slutningen af oktober.

Piotr Wojewski er derfor nomineret til 'Årets Træner 2019' for at have været med i udviklingen af et af Danmarks største guldhåb ved OL i Tokyo næste år.

Casper Jørgensen - Medaljeregn på cykelbanen

Dansk cykelsucces finder man ikke kun på landevejene.

På cykelbanen er der lige så meget at juble over, og meget af hædren falder tilbage på cheflandstræner Casper Jørgensen.

Sidste år var han nomineret til B.T. Coachers, og de mange EM- og VM-medaljer kaster endnu en nominering af sig til den 34-årige cykelchef.

Især i parløb er der stor succes.

Amalie Dideriksen og Julie Leth vandt VM-bronze i parløb i foråret, mens de snuppede guldet ved EM i oktober.

Lasse Norman Hansen og Casper von Folsach vandt VM-sølv i samme disciplin, hvor Lasse Norman Hansen hentede guldet ved EM sammen med Michael Mørkøv.

Samme Norman Hansen vandt EM-sølv i Omnium, og endeligt er der herrerne i fire kilometer holdforfølgelsesløb, der vandt VM-bronze og EM-guld.