»Denne her gang er det ikke for sjov.«

Sådan siger Nicklas Bendtner om bruddet med nu ekskæresten Philine Roepstorff.

Det er første gang, den tidligere fodboldspiller sætter ord på situationen, og det gør han i Discovery +-programmet 'Bendtner og Philine'.

»Hun flytter i lejlighed og ud af huset. Jeg bliver boende. Lige nu er situationen en smule svær,« fortæller Nicklas Bendtner om det brud, modellen selv fortalte om 31. marts.

'Det her forhold har lært mig meget – især hvor vigtigt det er at være enige om tingene. Jeg har oplevet mange ting. Så jeg starter et nyt kapitel som en styrket person,' skrev hun dengang på sin YouTube-kanal.

»Det er ikke sådan, at jeg ikke stadig holder vildt meget af hende. Jeg kunne bare mærke, vi var nået til et sted på vores vej, hvor vi måske ikke længere skulle følges ad. Der var ikke mere at give. Alt, hvad der skulle prøves, er blevet prøvet for at vende den negative spiral, vi har været inde i,« forklarer Nicklas Bendtner.

Parret har tidligere været fra hinanden, men fandt sammen igen.

I dag bor Nicklas Bendtner stadig i huset, mens Philine Roepstorff bor i en lejlighed 'i hjertet af København', som hun selv beskrev det for nogle måneder siden.

Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff danner ikke længere par.
Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff danner ikke længere par. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Nogle gange i kærlighed er det bare sådan, at selvom man har det godt og holder af hinanden, kan det være, man ikke kan forenes. Det lille opløft, vi fik sidst, vi gik fra hinanden, det virkede meget kortvarigt, og så blev det bare det samme igen. Det blev bare ikke bedre,« fortæller Bendtner i programmet og tilføjer:

»Jeg tror godt, hun kunne se på mig, jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke havde mere at give. Jeg har trukket mig meget ind i mig selv, hvor det er meget ulig mig. Jeg tror godt, hun var med på det. Hun vidste godt, det var det,« siger Nicklas Bendtner, der nåede at danne par med Philine Roepstorff i knap tre år.

På trods af bruddet er parret fortsat med at lave deres fælles tv-serie, der er gået ind i sin anden og sidste sæson.

Bendtner har for længst stoppet sin karriere som fodboldspiller og drømmer nu om at gå trænervejen.