Aalborg Håndbold kan nu se frem til at spille i hummel frem til 2027.

Aftalen mellem de to parter er nemlig blevet forlænget.

Aalborg Håndbold har spillet i hummel siden 2015, og det er et samarbejde, som Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, ser frem til at fortsætte.

»Vi har udviklet os meget som klub, siden samarbejdet startede tilbage i 2015, men vi føler stadig, at vi har et stort uudnyttet potentiale på dette område. Derfor glæder det mig, at hummel med den nye aftale bygger oven på det i forvejen gode samarbejde ved indgåelsen af en historisk stor og omfattende aftale,« forklarer han.

Hummel overtager Aalborg Håndbolds webshop fra sæson 2022/2021, og det bliver dermed det populære sportsmærke, som kommer til at stå for online-salget af den aalborgensiske håndboldsklubs forskellige slags merchandise.

Både Aalborg Håndbold og hummel ser frem til at kunne skabe yderligere vækst, og også hos hummel ser man frem til at fortsætte samarbejdet.

»Vi er utrolig glade for vores stærke samarbejde med Aalborg Håndbold, hvor vi igennem mange år har været med på en spændende rejse. Her har vi på tætteste hold fulgt med i klubbens voksende ambitioner og ikke mindst den øgede interesse, der er opstået for klubben både på og uden for banen,« forklarer Allan Vad Nielsen, administrerende direktør i hummel.

Og der er høje forventninger til det nye samarbejde.

»Der er ingen tvivl om, at vi har store forventninger til den nye aftale, hvor Aalborg Håndbold bliver vores flagskib inden for håndboldverdenen. Og med overtagelsen af
klubbens webshop samt andre spændende tiltag i støbeskeen er vi overbeviste om, at vi i fællesskab kan styrke den kommercielle værdi og på den måde blive en endnu stærkere medspiller,« lyder det fra Allan Vad Nielsen.