Et stort rundt nul i antallet af sejre er realiteten efter 14 kampe for AaBs hold i kvindeligaen i fodbold.

Det har nu fået konsekvenser for cheftræner Claus Larsen, der nu er blevet smidt på porten.

»Vi har haft et rigtigt hårdt efterår, hvor vi ikke har opnået de resultater, vi havde håbet på, og truppen har måske ikke helt haft den kvalitet, der skulle til,« siger Kjeld Simonsen, der er direktør i AaB Kvinde Elitefodbold i en pressemeddelelse.

»Det slider på både spillere, og staben omkring truppen. Derfor ønsker vi at skabe forandring og puste ny energi ind i truppen,« fortsætter han.

I løbet af sæsonens første 14 kampe er det blot lykkedes de bolsjestribede kvinder at hente to point. De point er hentet i de seneste to kampe mod henholdsvis AGF og Thisted.

Den fyrede træner kan nu se tilbage på en tid, hvor han ikke vil blive husket for resultaterne i efteråret, men snarere dem i foråret.

»Jeg har taget bestyrelsens og direktørens beslutning til efterretning. Jeg har været utrolig glad for at træne holdet og vil altid huske tilbage på den sensationelle oprykning til Kvindeligaen i foråret,« siger Claus Larsen.

Og den betragtning deler direktøren.

»Vi har været glade for det engagement, og den indsats Claus Larsen har ydet for os. Han havde en rigtig stor andel i, at det i foråret lykkedes at kvalificere os til Gjensidige Kvindeligaen,« siger Kjeld Simonsen.

Erstatningen for Claus Larsen på den lange bane er endnu ikke på plads. Indtil da kommer assistenttræner Mathias Begtsson til at lede de sidste træninger frem mod juleferien.

AaB ligger på ottende- og sidstepladsen i Gjensidige Kvindeligaen. Seks point efter AGF på syvendepladsen.