»Du kan ringe til hende, men du kan også bare skrive til hende på Messenger. Der er hun simpelthen lynhurtig!«

91-årige Rosa Pedersen fra Odense-forstaden Bolbro er ikke en sædvanlig pensionist. Det fornemmer man allerede, når man leder efter hendes kontaktoplysninger.

For to uger siden satte den forbilledlig friske senior verdensrekord i højdespring for atleter i aldersgruppen 90-94 år. Og dermed sidder hun nu tungt på hele seks verdensrekorder. (Se video af rekordspringet øverst i artiklen).

Så der er i den grad taget tilløb til et portræt af 'Rekord-Rosa', hvis præstationer på banen har gjort hende til et kendt medienavn – hun har blandt andet været gæst i 'Go' morgen Danmark' og i Jan Gintbergs 'På kanten'-program.

Foto: Privatfoto: Rosa Pedersen
Vis mere

Den seje farmor, der om syv måneder også kan kalde sig for oldemor, indeholder en nærmest uudslukkelig drivkraft, der har resulteret i et hav af atletikmedaljer – men også i et succesfyldt arbejdsliv, hvor hun bankede døren ind i en mandsdomineret verden.

Som nummer 11 ud af en søskendeflok på 12 fik Rosa Pedersen som barn hurtigt udviklet et sundt konkurrencegen. Det fortæller hun selv over telefonen.

»Vi konkurrerede altid. Hvem kommer først der? Hvem kan springe over der? Hvem kan springe længst her?«

»Min far var skovfoged, og vi boede i en stor jysk granplantage. Så vi havde tit en konkurrence. Hvem kommer hurtigst op i toppen af et af de høje grantræer? Sådan var det hele tiden. Vi pressede hinanden – og jeg havde jo ti ældre søskende.«

Senere flyttede familien til Fyn. Og her udvidede Rosa Pedersen repertoiret.

»Min far blev bestyrer på en stor gård, og karlene på gården tog mig så med til håndbold. Det skulle jeg da lære. Og det gjorde jeg, og jeg stoppede først, da jeg var 72 år.«

I 1951 fik Rosa adresse i Odense, og det var her, at hun for første gang fik meldt sig ind i en atletikklub.

»Det var lige noget, der passede mig. For jeg har altid elsket at hoppe og springe. Jeg var da også udtaget til landsholdet engang. Sammen med Lily Kelsby, der vandt bronze ved OL i London 1948 i spydkast. Men jeg fik en fibersprængning og nåede ikke at komme med til noget stort.«

70 år senere dyrker hun stadig højdespring, kuglestød, længdespring og så videre. Der er nemlig ikke nogen, der skal fortælle den 91-årige power woman, at hun ikke kan.

Sådan var det også i hendes arbejdsliv.

Som den eneste af de 12 i søskendeflokken fik hun lov at tage en realeksamen, som dengang kostede penge. Det blev fulgt op af en handelsskoleeksamen og en merkonomeksamen.

»Jeg ville så gerne være ingeniør. Men det var ikke rigtigt noget for kvinder dengang – der var nærmest ingen optagelse for kvinder på ingeniørstudiet. Det kunne jeg ikke, fik jeg at vide.«

»Men så tog jeg på aftenkursus – et teknisk kursus, så jeg kunne blive teknisk assistent. Og så kom jeg ind og fik en kontorplads i et hydraulikfirma i Odense.«

Som kontordame skulle hun tage telefonen, når kunderne ringede for at komme i kontakt med hendes mandlige kolleger.

»Det irriterede mig vildt meget, at jeg ikke kunne svare på kundernes spørgsmål om hydraulik og forskruninger og den slags. Så jeg tog kurser for at sætte mig ind i det, så til sidst vidste jeg alt om hver en stump i den virksomhed, hvor jeg var den eneste kvinde.«

»Så når de store kunder ringede med svære spørgsmål, sagde mine mandlige kolleger 'vi sender dig lige videre til damen på kontoret'. De troede, at det var gas – men jeg vidste jo det hele om det der.«

»Og det endte med, at direktøren gjorde mig til leder af hele afdelingen. Det krævede meget – alene dame til at styre alle de mænd. Og alle kunderne var jo også mænd,« lyder det med et grin fra den 91-årige verdensrekordholder.

Arbejdslivet er et overstået kapitel i dag. Det er sporten langtfra. Og selvom kroppen godt kan være øm, trækker sofaen aldrig mere end en træningstur.

»Nå nej. Jeg bestemmer egentlig selv. Jeg træner for mig selv midt på dagen. De andre træner mest om aftenen.«

»Det er ingen sur pligt. Det er bare dejligt at komme derned, der er altid nogen at snakke med. Det er ikke til at undvære.«

Og Rosa Pedersen går absolut ikke med tanker om at lægge atletikskoen på hylden.

»Nej! Det kommer nok helt af sig selv en dag. Men der er forhåbentlig længe til.«