Hun er blot 19 år gammel og går på universitetet.

Men Olivia Dunne har allerede godt gange i karrieren og står til at kunne tjene mange millioner. For den unge gymnast, der har 1,3 millioner følgere på Instagram, kan score kassen, efter en helt særlig regel er blevet lavet om.

Allerede som ung fik Olivia Dunne en stor interesse for sociale medier, hun er flittig bruger af TikTok og Instagram. Og på grund af en regel, der trådte i kraft i juni i år, kan hun nu som college-atlet tjene penge på eget indhold. Det er alt fra sponsorater, produkter, autografer til videoer. Noget, hun beskriver som en stor drøm, fordi hun altid har gået meget op i sociale medier.

»Da jeg var ti år, tog jeg det så seriøst, og folk sagde altid: 'Hvorfor gør du det her?'. Men jeg elsker det. Og jeg har vundet på det i sidste ende,« siger Olivia Dunne til New York Post.

Det er ikke kun på Instagram, den unge gymnast er populær. Det samme gælder på Twitter, hvor hun har mere end 17.000 følgere, og flere eksperter vurderer, at hun har kunnet tjene mere end en million dollar om året på sit brand.

En rejse, der for alvor startede i takt med, at coronavirus gjorde sit indtog i 2020. Hun var i Florida, da lockdown for alvor ramte, fortæller hun.

»Jeg begyndte bare at lave indhold nede på stranden, lavede nogle flips og filmede det. Mine videoer begyndte at komme frem på søgetiden på Instagram meget oftere, flere så dem … og så stak det af,« fortæller Olivia Dunne.

Noget andet, der også for alvor startede det hele, var, da hun startede på Louisiana State University, der har en stor fanskare inden for sport.

»De er de bedste,« siger den 19-årige stjerne, der kalder regelændringen, der gør hende til millionær, for 'en drøm, der er gået i opfyldelse'.

Det betyder dog også, at hun har travlt. Om morgenen har hun timer og studerer. Når hun er færdig med det, spiser hun frokost og træner så i flere timer. Efterfølgende skal hun konditionstræne inden aftensmaden, og herefter tager hun hjem på sit værelse, går i bad, tager makeup på og bruger timer på at lave indhold til de sociale medier.

Hendes mål er, at hun bliver kendt for at være mere end 'gymnasten fra TikTok'.

»Jeg føler, at folk ser på mig og siger: 'Hun deler altid billeder af sig selv. Hun er DEN gymnast'. Men hver gang jeg møder folk, bliver de altid overraskede og siger: 'Ej, jeg vidste ikke, du snakkede så meget' eller 'jeg vidste ikke, du var så venlig'. Jeg elsker at møde nye mennesker,« fortæller hun.