Klavs Bruun Jørgensen fik sig et stort kulturchok i 1998, da han skiftede til SG Wallau-Massenheim i Tyskland.

Det gør den tidligere håndboldstjerne klart i sin nye selvbiografi 'Sort-Hvid'. Her fortæller han om ting, som han decideret ikke kunne lide ved sine holdkammerater.

»Jeg fandt hurtigt ud af, at når vi var på udebanetur, var der en del af spillerne, som tog på det, man kalder 'puff' i Tyskland – luderbar.«

»Jeg vidste jo, at nogle af de her spillere havde koner derhjemme, og at de så købte kvinder på den måde … det var ikke i orden. Og jeg syntes, det var en urimelig situation at sætte os andre i.«

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Den tidligere danske håndboldlandstræner understreger, at han aldrig overvejede at følge i sine holdkammeraters fodspor.

»Det er ikke, fordi jeg er lavet af træ og ikke kan se på andre kvinder. Mere hellig er jeg slet ikke. Men jeg kunne aldrig finde på at lave sådan noget, og jeg syntes, det var latterligt.«

Og det var ikke det eneste, som var uvant for 47-årige Klavs Bruun Jørgensen. Holdkammeraterne i den tyske håndboldklub var nemlig tørstige, når de fik fingrene i en øl.

Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at SG Wallau-Massenheim i perioden havde bryggeriet Lisher som sponsor. Det betød nemlig et køleskab fyldt med øl.

»Derfor var det helt normalt, at vi lige sad og fik nogle øl efter træningen – og det var altså halvliters flasker. Den nemme adgang til øl betød også, at vi lidt for ofte kørte hjem fra træning med for meget alkohol i blodet.«

»Det er jo ikke skidesmart, men det blev set som helt normalt. Og vi fik at vide af klubben, at hvis vi blev stoppet, skulle vi sige, at vi spillede i Wallau-Massenheim. Så kunne det måske hjælpe lidt på situationen.«

Eventyret i Tyskland kastede også flere gode ting af sig. Eksempelvis blev Klavs Bruun Jørgensen endnu tættere med sin kone, Rikke Hørlykke.

»Selve det at bo i Tyskland, langt væk fra de trygge omgivelser i Virum, var noget, som gjorde Rikke og mig endnu tættere. Vi var vant til at være omgivet af rigtig meget familie, men de var 850 kilometer væk nu, så vi var virkelig på godt og ondt overladt til os selv og havde kun hinanden at støtte os op ad.«

Andre læser også