»Det er en fodboldspiller og et menneske, som jeg har stor respekt for.«

Sådan lyder det fra Joakim Mæhle, da han sætter ord på den fantastiske sæson, Simon Kjær har haft både på landsholdet og for AC Milan, der har gjort, at han er blandt de 30 nominerede til sportens mest prestigefyldte pris, Ballon d'Or.

»Det er kæmpestort. Jeg havde ikke forventet eller tænkt så meget over, at Simon kunne blive nomineret. Men for min side er det 100 procent fortjent. Han er en af de bedste forsvarsspillere i Serie A, og det kan jeg sige, fordi jeg har spillet mod ham,« lyder det fra landsholdsbacken, der slår fast, at han er i det helt fine selskab.

»Han er bare en kæmpe spiller for Milan i hver eneste kamp. Han er oppe omkring de to italienere i Juventus for at konkurrere om den bedste forsvarsspiller i Serie A. Og han har bare spillet uden at lave en fejl i denne og sidste sæson.«

Foto: GLEB GARANICH
Vis mere


Du spiller selv i Serie A. Hvor meget taler man om Simon Kjær?

»Han har kæmpestor respekt. Det er der ingen tvivl om. Han var også i Atalanta, hvor det gik mindre godt, men jeg kan fortælle, at der stadig er stor respekt omkring Simon blandt mine holdkammerater.«

Men det er ikke kun fodboldspilleren Simon Kjær, som Joakim Mæhle finder ekstraordinær.

»Han er både en inspiration på og uden for banen. Ung som gammel, så er han en af de bedste til at tage en ind i gruppen. Det er en fodboldspiller og et menneske, som jeg har stor respekt for.«