Aalborg er den danske by, hvor flest unge er smittet med kønssygdommen klamydia.

Det viser en ny undersøgelse fra Sex & Samfund.

B.T. har spurgt to unge aalborgensere, hvorfor byen har slået klamydiarekord:

»Mange scorer i Gaden, hvor drukkulturen er vild og 'drunken hook ups' hænger nok ikke så godt sammen med brug af kondom – er man fuld, bruger man ikke kondom,« lyder buddet fra 24-årige Fredrik Engemann Jensen.

24-årige Frederik Engemann Jensen har været sexualist Aalborg i snart otte år. Privatfoto.
24-årige Frederik Engemann Jensen har været sexualist Aalborg i snart otte år. Privatfoto.
Vis mere

Ligesom 23-årige Ditte Bundgaard er han 'sexualist' og underviser unge i sexualundervisning i folkeskoler, ungdomsskoler, på specialskoler, efterskoler og opholdssteder i Nordjylland.

Om nogen ved de to, hvordan nordjyske unge tænker, når det kommer til sex:

»Bortset fra sidste år, hvor Kolding tog førstepladsen, har Aalborg været klamydia-hovedstaden i stort set alle de syv år, jeg har været sexualist,« siger Frederik.

Han tror, forklaringen skal findes i, at kondomer er for dyre, at de er for svære at få på og at unge generelt er mere bekymrede for graviditet end kønssygdomme.

»Mange piger bruger p-piller eller spiral, og det er nice, i forhold til at beskytte mod graviditet, men det er kun kondomer eller en slikkelap, der beskytter mod kønssygdomme,« siger han.

Det er langtfra kun i Aalborg, at de unge får Klamydia. Ifølge tal fra 2021 er kønssygdommen med 31.430 tilfælde i hele Danmark mere udbredt blandt de 15-29-årige end nogensinde før.

Når eksperterne skal forklare hvorfor, lyder buddene, at unge er:

  • Bange for at gå til lægen.
  • Ligeglade med risikoen for at blive sterile.
  • Ikke opdager, at de er smittet.
  • Er for dårlige til at bruge kondom.


B.T. har spurgt Ditte og Frederik, om de er enige i påstandene.


Ditte Bundgaard er 23 år og skal som sexualist ud og tale om sex, samtykke og grænser i alle Aalborgs ottende klasser. Privatfoto.
Ditte Bundgaard er 23 år og skal som sexualist ud og tale om sex, samtykke og grænser i alle Aalborgs ottende klasser. Privatfoto.
Vis mere

Er unge bange for at gå til lægen?

Frederik: »Ja. Blandt personer med en penis, er det desværre stadig en vandremyte, at en klamydiatest kræver en vatpind i urinrøret, og at det gør ondt. Men det er altså bare en urintest, man skal have.«

Ditte: »For pigerne handler frygten mere om risikoen for, at lægen giver forældrene besked. ‘Mine forældre ved ikke, at jeg har sex’ og ‘Vil de få svaret i e-Boks’, er typiske spørgsmål. Vores råd er, at de beder deres læge om at sende dem svar på sms.«

Er unge ligeglade med klamydia?

Frederik: »Nej, men der er forskel på alder. På universitetet, hvor jeg går, bliver klamydia måske trivialiseret, fordi man ved, at man skal tage en pille og så er bakterierne væk efter ti dage. Men de helt unge er ofte for nervøse, fordi de ved for lidt og frygter kønssygdomme – meget mere, end det er nødvendigt.«

Ditte: »Enig. For de yngre er klamydia meget skamfuldt, men i min alder er det mere sådan: ‘Har vi ikke alle sammen haft det?’«

Er unge ligeglade med risikoen for at blive sterile?

Ditte: »Overhovedet ikke. Jeg har netop haft en snak med en pige, der i flere måneder troede, at hun var blevet steril, fordi hun havde haft klamydia. Skrækscenariet, at man bliver steril og ikke kan få børn, bliver langt oftere delt end den gode historie om, at man kan blive behandlet og så er sygdommen væk.«

Frederik: »Klamydia fører yderst sjældent til sterilitet, men vi hører ofte historier om en ven, der har haft klamydia i to uger og ‘Nu er han blevet steril’. Det er mega vigtigt, at frygt og skam erstattes med reel viden. De unge skal ikke være bange for eksempel for aids, og for at de i værste fald kan dø af det, men hellere vide, at hvis de bruger kondom, sker der intet som helst.«

Opdager unge ikke, at de har klamydia?

Frederik: »Nej, det er der statistik på. Jeg plejer at sige, at hvis man regelmæssigt skifter partner, eller hvis man oplever noget uregelmæssigt forneden, så skal man gå til lægen. Men det er en endnu bedre idé at bruge kondom.«

Ditte: »Man skal huske, at man ikke kun passer på sig selv, men også på de andre.«

Er unge for dårlige til at bruge kondom?

Ditte: »Ja! Kondomer bliver ofte drengenes ansvar. De synes, det er svært, at holde stemningen fræk og dejlig samtidig med, at de skal fumle et kondom på –  pigerne ligger mest ved siden af og synes, at det er pinligt, og dét sætter gang i en ond cirkel.«

Ditte: »Det handler om forventningerne til sex. Vi skal gøre kondomer til et fælles ansvar og snakke om, at sex godt må være flyvsk og legende – at alt ikke behøver være perfekt.«

Frederik: »Drengene er så nervøse, at det er som at skulle til eksamen – med censor … Den bedste kur mod klamydia er at gøre det acceptabelt i unges hoveder at sætte et kondom på. At afdramatisere sex, så det ikke er en præstationsakt. Jeg tror mere på prævention end på test.«

Kortet viser, hvor mange smittede, der findes blandt 1000 indbyggere i de danske regioner. Grafik Sex og Samfund.
Kortet viser, hvor mange smittede, der findes blandt 1000 indbyggere i de danske regioner. Grafik Sex og Samfund.
Vis mere

For at komme den stigende klamydiasmitte til livs har Copenhagen Medicals udviklet en hjemmetest, der koster mellem 159 og 279 kroner. Hverken Frederik eller Ditte tror på, at de vil kunne sænke smitten:

»Unge drenge tænker kun på sex og vil ikke bruge 70 kroner på ti kondomer, så jeg tror ikke, jeg kan overtale dem til også at bruge penge på en hjemmetest, som de ikke kan mærke, de har brug for.«

I 2021 afsatte Danske Regioner ti millioner kroner til forebyggelse af klamydiasmitten. Tanken var, at alle landets kommuner skulle tilbyde gratis hjemmetest, men som Ditte Bundgaard siger:

»De er ikke så udbredt, som man kunne ønske.«

Indtil videre er det kun på Frederiksberg, i Gentofte, Hillerød, Høje-Taastrup, Ishøj, København og på Lolland, at de unge kan få gratis hjemmetest.