En af Wall Streets veteraner, Rich Bernstein, advarer nu om, at vi i øjeblikket oplever en økonomisk boble, som kan brase, hvornår det skal være.

»Vi er midt i den største boble i hele min karriere,« siger Rich Bernstein, der er direktør i firmaet Richard Bernstein Advicers, til tv-stationen CNBC.

Rich Bernstein – som tidligere har været ude at advare mod kryptovalutaen Bitcoin – mener, at den boble, vi er vidne til lige nu, potentielt er større end den, der var årsag til finanskrisen i 2008 i USA.

En krise, der blandt andet blev udløst af massiv spekulation i prisstigninger på det amerikanske boligmarked.

Børsen i New York.
Børsen i New York. Foto: ANDREW KELLY
Vis mere

Efterfølgende gik verdensøkonomien fuldstændig i stå, aktiemarkederne faldt, og bankerne havde pludselig svært ved at låne penge på de internationale lånemarkeder.

I mange lande måtte staten træde til med kapital, og i Danmark betød krisen blandt andet stigende renter, et stort fald i boligpriserne, stigende arbejdsløshed og banker, der krakkede på stribe.

Rich Bernstein er bekymret for en rentestigning, ligesom han frygter, at de nuværende aktiekurser i alt for høj grad er baseret på en forventning om gode resultater. Resultater, der ikke nødvendigvis har bund i virkeligheden.

Desuden mener Rich Bernstein, at det er et bobletegn, at der tænkes kortsigtet hos investorerne, og at de satser på få investeringer, der skal give et stort afkast.

Som et bevis på, at markedet tænker kortsigtet, nævner han, at værdipapirer inden for energisektoren det seneste år er steget voldsomt i værdi.

»Og alle mener, at det er uholdbart. Kryptovalutaen bitcoin er til gengæld faldet drastisk, og her venter alle investorer på, at den kommer tilbage,« siger Rich Bernstein til CNBC.

Han vil dog ikke kloge sig på, hvornår boblen braser.

»Folk siger altid til mig. Okay, du er så smart. Hvornår braser boblen? Og svaret er: Ingen ved det,« lyder helgarderingen fra aktieeksperten.