Hvis du skal et smut forbi den midtjyske by Voel, nær Silkeborg, skal du både huske en tom benzintank og en god portion tålmodighed.
Det skyldes, at der i dag er åbnet en splinterny Shell Express tankstation, og her lokker de med et vildt åbningstilbud, hvor kunderne kan tanke benzin til den nette sum af 7,99 kroner pr. liter.
Det skriver TV 2 Østjylland, som bragte historien først.
Og tilbuddet på den billige literpris har da også allerede fået mange til byen.
I området omkring den nyåbnede Shell Express er der nemlig en massiv kødannelse, idet åbningstilbuddet om den billige benzin kun gælder i tidsrummet fra 14 til 17.
»Vi har netop talt med folk, der er kørt hele vejen fra Middelfart, Vejle og Randers for at få det gode tilbud,« fortæller Søren Maretti, som er ansat ved DTC, der driver landets Shell stationer.

Det er et efterhånden velkendt stunt, at nyåbnede tankstationer tilbyder billig benzin på åbningsdagen, men i disse tider hvor benzinpriserne er højere end aldrig før, er der bestemt grund til at lægge vejen forbi den lille by.
»Vi oplever, at efterspørgslen denne gang er meget mere ekstrem, end hvad den plejer ved åbninger. Danskerne vil rigtig gerne køre efter det, og vi har netop fået at vide, at folk holder i kø i op til halvanden time,« fortæller Søren Maretti til B.T.
Shell Express har sørget for rigelige mængder. De oplyser, at de på åbningsdagen har et sted mellem 20.000 og 40.000 liter brændstof i undergrunden.
Men kort før klokken 16.00 havde den nye Shell Express alligevel en tankbil forbi, således de kunne sikre sig, at kunderne ikke ville køre forgæves.
»Det værste, der kunne ske ville jo være, at vi løb tør (for brændstof. red.). Derfor har vi lige haft en tankbil på besøg, som kunne konstatere, at der altså er nok,« fortæller Søren Maretti til B.T.
Tilbuddet gælder både Blyfri 95 og Diesel.
Men hvis du tænker, at du vil lægge vejen forbi den nyåbnede tankstation og købe billig benzin, skal du dog være opmærksom på, at det kun er tilladt at fylde bilens tank.
Med andre ord er det altså ikke tilladt at medbringe dunke og andre beholdere.


