Der har været godt gang i kommentarsporet på B.T.s Facebook-side, efter det lørdag kom frem, at 16 mennesker er testet positive for covid-19 efter en Kandis-koncert.

Over 1000 kommentarer har nyheden fået med på vejen. Her kan du læse, hvad brugerne mener.

Som B.T. lørdag fortalte, så var det en kombineret julefrokost og dansefest for 800 mennesker i Poulstrup Hallen 20. november, der var omdrejningspunkt for smitten. En traditionsrig begivenhed, hvor Kandis er det store musikalske højdepunkt.

Og netop antallet af mennesker bider flere Facebookbrugere mærke i.

»Det sku' da også for dumt at fylde så mange danseglade gæster ind til julefrokost,« skriver Pia Jensen.

»Måske de skulle have skåret ned på antallet af deltagere,« indskyder Laila Johansson.

Der er dog også brugere, som gerne vil nuancere begivenheden i forhold til resten af samfundet. En af dem er Henrik Nygaard Jensen:

»800 til fest, og 16 testet positive bagefter – positivprocent = 2 %. Altså faktisk færre end der har været de seneste mange dage i resten af samfundet. Det er altså mere sikkert at gå til koncert end at lade være,« skriver han.

Andre har bidt mærke i en udtalelse fra en af arrangørerne bag festen.

»Vi synes selv, vi gjorde alt, hvad vi kunne ved at kræve coronapas, lyntest og pcr-test, samtidig med, at vi stillede sprit over det hele og lagde handsker ved buffeten. Vi er selvfølgelig kede af, at det er endt sådan her. Men vi har gjort alt, hvad vi kunne for at holde os til reglerne og følge regeringens råd,« sagde Karina Mølgaard Frost, bestyrelsesformand for hallens bestyrelse, fredag aften til Nordjyske.

»'Syntes vi gjorde alt' - tro selv på den! Var der ingen ansvarlige for den koncert?,« skriver Henrik Jeanty Jensen.

»I gjorde ikke alt - I aflyste ikke,« er reaktion fra Flemming Bertelsen.

Men formanden i Vrejlev Hæstrup Hallen ser ingen grund til at aflyse, når alle de gældende regler i forhold til coronasmitte blev overholdt.

»Vi har taget en fælles beslutning i bestyrelsen om, at det skulle afholdes, og så har vi overholdt alle de regler, vi skulle. Jeg har kendskab til 16 smittede, hvilket svarer til to procent. Det er jo ligeså stor en andel i resten af landet,« siger hun til B.T.

Men selvom hun ikke fortryder afholdelsen af arrangementet, så ærgrer det hende, at der blev konstateret smitte.

»Det er selvfølgelig træls, men vi har gjort, hvad vi kunne. Jeg tror også, at mange reagerer på det, fordi det her er en af de første større julefrokoster.«

Hun tager dog de kritiske kommentarer med nordjysk sindighed.

»Der er nogle, der er for, og andre der er imod. Sådan har det været med alt under corona,« siger hun.

I kommentarsporet til artiklen er der også en række forsøg på konklusioner, og ting vi bør lære af historien.

»Så aflys da de fester,« indskyder Helle Guldbrandt.

»Slap nu af folkens, man kan blive smittet hvor som helst, når som helst!,« skriver Helle Bishop.

»Så man kan jo konkludere, at hverken coronapas, lyntest eller pcr-test er pålidelige, skal vi starte forfra nu,« lyder holdningen fra Lonnie Larsen.

Og lad os så slutte af med en kommentar fra Brigitte Hansen, som de færreste nok håber bliver til virkelighed:

»Hvor er det trist læsning. Alt det sjove bliver nok igen lukket ned.«