Hvide vægge. Blå dragter. Maskiner, slanger og lugten af sprit. Det eneste opmuntrende, hun havde, var vinduet. Den blå himmel udenfor. Skyerne, som drev forbi skorstenen.
Og så var de der pludselig. Luftballonerne. Var de kommet efter hende? Var det hendes tur nu?
47-årige Hosnya ringede efter sygeplejersken. Heldigvis kunne sygeplejersken også se luftballonerne, der dén tirsdag aften i april svævede over Bispebjerg Hospital.
Hun var altså ikke på vej herfra.
Faktisk kunne de fleste i København og omegn fra deres corona-isolerede tilværelser se luftballonerne svæve over byens tage.
Også hendes fem børn, der i lejligheden hjemme i København to uger før havde oplevet både mor og far blive hentet med en ambulance. Smittet med corona.
Ligesom alle andre danske familier havde de hele marts været isoleret. Børnene var sendt hjem fra skolen. Hosnyas mand arbejdede hjemmefra. Kun Hosnya måtte som sosu-assistent ud af døren for at passe sit arbejde.
Det var en kaotisk tid på arbejdet. Sprit blev hamstret. Mundbind blev stjålet. Og sosu-assistenterne stod ikke ligefrem i første række, når de dengang sparsomme rationer af værnemidler skulle fordeles.
Og selv om Hosnya i den periode ikke var i direkte kontakt med smittede borgere, var hun dagligt i kontakt med mange kolleger, som sidenhen har vist sig at være smittet med corona.
Den 7. april – i hendes friuge – meldte de første symptomer sig, og hun ringede til lægen og bad om at blive testet. I første omgang var han ikke meget for at lade hende teste, men så skruede hun bissen på.
»Hallo, jeg har fem børn. Jeg vil gerne vide, hvem der er smittet og skal isoleres,« snerrede hun.
Godt nok bor de alle syv under samme tag, men da der er tale om to sammenlagte lejligheder, havde de faktisk muligheden for at isolere dele af familien.
Samtalen endte med, at hele familien kunne blive testet. Alle syv blev testet positiv.
Børnene på henholdsvis 22, 19, 16, 10 og 9 år udviste modsat forældrene ingen symptomer. Heldigvis, tænker Hosnya nu. For hvem skulle være der for dem, når både mor og far blev hentet i en ambulance?
De ældste passede de yngste, og familie og venner kom forbi med mad til børnene, som blev stillet uden for døren.
Mens Hosnyas selv fik det dårligere og dårligere, blev hendes mand efter en uges behandling på hospitalet udskrevet.
På et tidspunkt blev hendes mand hjemme i lejligheden ringet op af overlægen. De skulle forberede sig på det værste. Lige nu var Hosnyas situation så kritisk, at det kunne gå begge veje.
Hosnya var blevet overflyttet til intensiv. Hun fik allerede mange liter ilt, og lægerne overvejede, om hun skulle lægges i respirator.
»Jeg var til sidst kommet dertil, at jeg tænkte: 'Gør, hvad I vil.' Jeg koncentrerede mig bare om at trække vejret,« siger hun.
Hun spiste ikke. Drak ikke. Tanken om at skulle lukke sin mund omkring noget mad eller væske var uudholdelig. Hun havde desperat brug for at holde alle luftveje så åbne som muligt.
Ellers husker hun ikke meget fra intensiv.
Da hun efter en uge kom tilbage på corona-afdelingen, viste en sygeplejerske med to centimeter mellem tommel og pegefinger, hvor tæt hun havde været på døden.
»Du har virkelig været heldig,« sagde sygeplejersken.
Natten før hun blev udskrevet, fik hun fjernet de to slanger i næseborene, der de seneste uger havde forsynet hendes lunger med ilt.
Lige så meget som hun glædede sig til at komme hjem til sin familie, lige så bekymret var hun.
»Hvad nu, hvis jeg kommer hjem og ikke kan få luft,« spørger hun sig selv.
Men da hun med en rollator foran sig og en sygeplejerske, der bar hendes ting, bag sig, forlod afdelingen, var det alligevel med en kæmpe lettelse.
»Det føltes som at forlade dødsgangen,« siger hun.
Især lyden af iltmaskinerne mindede hende om, at der inde på stuerne lå folk, der kæmpede for at overleve.
Og når hun en sjælden gang havde set pårørende, vidste hun godt, hvad det betød. De var der for at sige farvel. Ellers havde pårørende ingen adgang.
Efter fire uger med hvide vægge og blå dragter trådte hun ud i virkeligheden.
Luften virkede renere. Murstenene lysere. Træerne grønnere. Duften… Og så brød hun ud i gråd.
»Corona er jo noget, man dør af. Og jeg overlevede,« siger hun.
Men i fire uger havde alt i hendes krop været på overarbejde for at bekæmpe virussen. Og det mærker hun stadig. Fysisk og mentalt.
Tre måneder efter udskrivelse er hendes lungefunktion stadig kun 60, hvor normalværdien er over 80.
»Det føles, som om jeg har en dolk i højre side,« siger hun og peger på højre lunge.
Hun er konstant træt, har ondt i sine led og taber hår.
Allerede på hospitalet sagde sygeplejersken til hende, at hun skulle finde en krisepsykolog. Men på forsikringens liste over, hvornår de dækker den slags, står der ingen steder ‘corona’.
»Var jeg blevet kørt over af en bus, kunne jeg få alt den hjælp, jeg havde brug for,« siger hun.
Gennem arbejdet er det nu lykkedes hende at få nogle psykologtimer.
I det hele taget mærker hun og mange af de andre fra det ‘første hold’ af coronapatienter, at de er prøveklude i et system, som endnu ikke ved, hvad de skal stille op med patienterne, når de først er udskrevet.
Ingen kender sygdommen godt nok til at vide, hvad der følger efter.
Det gælder lægerne, arbejdspladserne og – forståeligt nok – de pårørende.
»Jeg kan jo ikke bebrejde mine børn, at de ikke kan forstår, at jeg er så træt og ikke kan det samme som før, når ikke engang de professionelle helt forstår det,« siger Hosnya.
I den her uge – over tre måneder efter hun er blevet udskrevet – skal hun for første gang tilbage på arbejde. Bare et par timer til at starte med.
Hun er ekstrem påpasselig. Både i forhold til corona og andre sygdomme.
Overraskende for hende selv var hun den eneste i bussen med mundbind på, da hun i forrige uge skulle til en samtale på arbejdet.
»Jeg håber, at antistofferne gør mig immun over for corona, for jeg tror ikke, at min krop klarer det, hvis jeg bliver smittet igen,« siger hun.
Hosnya har onsdag fået besked om, at hendes sygdom er blevet anerkendt som en arbejdsskade.
