Mens antallet af indlagte lige nu falder, er der i de daglige opdateringer fra SSI et tal, som kun kommer til at stige. De - i skrivende stund - 12.001 raskmeldte.

»Det tal giver befolkningen et helt forkert billede af situationen. Vi er raskmeldte, men vi er en hel del, der stadig har det skidt,« siger Susie Wordenskjold.

Og skulle man være i tvivl, om den 44-årige sygeplejerskes påstand, kan man blot scrolle ned gennem de mange patienthistorier, som andre coronasmittede har delt i Facebookgruppen ‘Covid-ramte med senfølger'.

På 14 dage har gruppen fået 1.750 medlemmer.

»Jeg troede ærligt talt, at vi måske ville få 2-300 medlemmer, men der er altså rigtig mange, som har følt sig alene med sygdommen,« siger hun og tilføjer, at der i gruppen helt sikkert også er nogle, som følger med for at blive klogere på sygdommen.

Stort set ingen af de personer, der fortæller deres historier i gruppen, tilhører de udnævnte risikogrupper.

»Det er folk i tyverne og opefter. Det er marathonløbere og folk, der er vant til at være aktive,« siger hun.

Folk ligesom hende selv.

Susie Wordenskjold har altid været ret aktiv. Men det kan hun ikke rigtig længere, efter hun blev smittet.
Susie Wordenskjold har altid været ret aktiv. Men det kan hun ikke rigtig længere, efter hun blev smittet.
Vis mere

Ligesom mange andre danskere fulgte hun lettere rystet med, da Mette Frederiksen den 11. marts annoncerede, at nu lukkede Danmark ned.

»Hvad er det, vi oplever? Det vil blive en af de historier, jeg vil komme til at fortælle videre til mine børnebørn,« siger hun om de tanker, der den aften røg igennem hovedet.

Men allerede dagen efter - den 12. marts - blev hun selv en del af den historie.

I slutningen af februar var hun begyndt at forberede sig på, at hun som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital skulle til at behandle covid-19 patienter.

For ikke at risikere at komme til at smitte sin familie, flyttede hun derfor i kælderen.

»Faktisk var jeg lidt bekymret for at passe covid-patienter, for vi hørte jo en masse om, hvor slemt det stod til i Italien,« siger hun.

Derfor var det næsten en lettelse, da hun efter en aftenvagt den 12. marts fik nogle milde symptomer. Så skulle hun jo bare være i kælderen til kroppen havde dannet antistoffer, og hun kunne gå sikkert på arbejde igen.

I begyndelsen var symptomerne milde, så hun kunne klare lidt arbejdsopgaver fra kælderen. Men med tiden begyndte hun at få ondt i hele brystkassen. Det brændte, og hun havde svært ved at få luft.

Da sygdommen var vært, blev Susie kortvarrigt indlagt.
Da sygdommen var vært, blev Susie kortvarrigt indlagt.
Vis mere

På et tidspunkt føltes det som om, at hun trak vejret gennem et sugerør, og hun ringede derfor til 1813. Men der var ikke meget hjælp at hente.

»Covidpatienter var forment adgang hos praktiserende læger og ikke rigtig ønsket på hospitalerne, så jeg måtte bare krydse fingre for, at kroppen selv klarede sygdommen,« siger hun.

Først da hun fik så voldsom en trykken for brystkassen, at hun troede virussen havde sat sig på hjertet og var bange for hjertestop, fik hun lov at komme ind på hospitalet i Hillerød.

Her kunne de på en røntgen se, at virussen havde spredt sig til hendes venstre lunge. Højre lunge var dog stadig okay, så udstyret med inhalationsmedicin blev hun igen sendt hjem.

»Ingen vidste jo, hvad de skulle gøre for at hjælpe mig. Ingen kendte jo til virussen. Men jeg sad virkelig og følte, at jeg var helt alene,« siger hun.

Hun delte sin historie i fagbladet Sygeplejersken, og så var det, at kollegaen Anita Stokbro, der er sygeplejerske i Aalborg, skrev en privat besked til hende på Facebook.

De har aldrig mødt hinanden, men Anita Stokbro havde det på fuldstændig samme måde som Susie - følte sig så alene med sygdommen - og de besluttede sig derfor for at starte Facebookgruppen sammen.

Siden er beretninger om sygdomsforløb og senfølger som træthed, stakåndethed og hukommelsesbesvær strømmet ind.

Susie Wordenskjold har fået minde fra en hård tid, som nu skal op på væggen.
Susie Wordenskjold har fået minde fra en hård tid, som nu skal op på væggen. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Følelsen af at være alene har mange andre i gruppen også har haft. Rigtig mange har i desperation forsøgt at selvbehandle med allergipiller og andre typer medicin i håbet om, at noget virkede,« siger Susie.

Fire måneder efter har Susie Wordenskjold som mange andre stadig problemer med sin vejrtrækning. Hun tester ikke længere positiv, så virussen har formentlig forladt hendes krop. Men lægerne mener, det skyldes arvæv i lungerne.

Lige nu ved hun ikke, om det nogensinde bliver bedre. Og det er i virkeligheden det, der skræmmer hende mest.

»Jeg er nervøs for, at jeg ikke bliver rask nok til, at jeg kan blive en ligeså god mor, som jeg har været før. Jeg har altid været meget aktiv med mine børn. Taget dem med i Zoologisk Have og Knuthenborg,« siger hun og tilføjer:

Susie er mest bekymret for, om hun igen kan blive den mor, hun gerne vil være for sine to sønner: Phillip på 10 år og Alexander på 6 år og sin bonussøn Emil på 19 år.
Susie er mest bekymret for, om hun igen kan blive den mor, hun gerne vil være for sine to sønner: Phillip på 10 år og Alexander på 6 år og sin bonussøn Emil på 19 år. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Nu er jeg så træt, at jeg går ud som et lys, så snart jeg har puttet dem. Jeg har intet overskud.«

Og alligevel kan hun i gruppen konstatere, at hun langt fra er den, der er hårdest ramt.

F.eks. har hun både en familie og arbejdsgiver, der bakker hende op og støtter hende.

»Jeg kan se i gruppen, at mange stadig kæmper med f.eks. at passe deres arbejde og mangler forståelsen fra familien, arbejdsgiverne og samfundet generelt,« siger hun.

Det, håber hun, gruppen kan være med til at ændre på. Helt konkret håber hun, at man også i Danmark ligesom i andre lande begynder at registrere raskmeldte, der har senfølger, og finder en måde at hjælpe dem på.

»Det kan godt være, vi er raskmeldte, men vi har det ikke godt,« siger hun.