For sygeplejersken Anita Stokbro har det været en meget hård periode de sidste seks måneder.

»Min senfølge har sat sig på mine lunger, og den har fulgt mig lige siden. Indimellem har jeg mange problemer med at få luft, heldigvis har det været værre, end det er i øjeblikket.«

I starten af marts blev Anita Stokbro syg efter blandt andet en skitur til Østrig. Herefter har hun via en antistof-blodprøve fået konstateret, at hun har haft corona.

Ifølge hende selv er hun heldig, fordi hendes arbejdsplads, Aalborg Universitetshospital, har givet hende mulighed for en langt mere garantisikker antistoftest. Men hun er stadig ikke kommet overpå, siden hun havde corona i marts.

»Det har været seks måneder undervejs, og i starten var jeg sygemeldt. Min sygdom er sådan, at så har jeg det godt i en uge og dårligt i den næste. Jeg har nogle gode dage og nogle dårlige dage. Så mit sygdomsforløb har været meget svingende.«

Torsdag deltog Anita Stokbro i B.T. Live på Facebook, hvor hun fortalte om sin hverdag med corona-senfølger som sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital.

»Jeg vågner op og har det rimelig godt, hvor jeg så møder rimelig frisk ind på arbejde. Jeg har dog lidt kvalme om morgenen. Så skal jeg helst sidde rimelig stille, for hvis jeg bevæger mig meget, så bliver det værre og værre i løbet af dagen. Her må jeg nogen gange tage en astma-spray for at kunne trække vejret dybt, så jeg kan holde til en hel dag på arbejdet.«

Ifølge videnskab.dk har man dokumenteret flere forskellige senfølger hos personer, der har haft coronavirus, i internationale studier, og det kan typisk være åndenød eller manglende lugte- og/eller smagssans.

Men det skal understreges, at der ikke endnu findes nogen kortlægning i Danmark af, hvor mange der har oplevet senfølger. Det er dog langtfra alle, som har haft covid-19, og senfølgerne kan svinge fra meget milde til mere alvorlige som i Anita Stokbros tilfælde.

I et tidligere B.T.-interview blev det beskrevet, at personer, der oplever senfølger, har oprettet en Facebook-gruppe, der hedder Covidramte med senfølger og har over 6000 medlemmer.

Den er sat i verden for at skabe sammenhold mellem dem, som oplever senfølger, så ingen skal stå alene med det. Gruppen er dog også oprettet for at få sundhedsmyndighedernes opmærksomhed. Så de kan kortlægge, hvor mange der oplever senfølger.

B.T. har kontaktet Sundhedsstyrelsen, som har sendt følgende svar:

»Sundhedsstyrelsen tager området omkring senfølger efter covid-19 meget alvorligt. Det er vigtigt, at vi kan hjælpe de mennesker, som har været syge med covid-19. Vi har sat et fagligt arbejde i gang i Sundhedsstyrelsen. Vi forventer at have nogle foreløbige resultater i løbet af september.«