Samfundet er sat på vågeblus, men døden nægter at sætte farten ned.

En 81-årig kvinde, der døde den 14. marts, er registreret som det første dansker offer, der bukkede under for coronavirus.

13 dage senere er endnu 51 danskere døde efter at være blevet smittet med covid-19. Dertil kommer de danskere, der i samme periode er døde af naturlige årsager eller andre sygdomme.

Døden høster i højere tempo, end den plejer - og den sætter farten op. For antallet af corona-relaterede dødsfald ventes kun at stige i den kommende tid.

Men på grund af coroavirus kan vi ikke tage afsked, som vi plejer. Vi kan ikke samles i kirkerne for at trøste de efterladte og tage afsked med de døde.

Helena Hauge, der er præst i Davids Kirke på Østerbro i København, er ikke i tvivl om, at det lige nu er ‘ekstra hårdt for de efterladte’.

»Vi kan ikke sørge, som vi har tradition for. Vi kan ikke tage afsked med den afdøde eller synge vedkommende ud. Vi kan ikke holde mindehøjtidelighed eller kramme og trøste hinanden i kirken under bisættelsen.«

Derfor skal både præster, bedemænd og især efterladte finde ud af, hvordan vi kan håndtere sorgen midt i en corona-tid.

Det er svært for de efterladte, at de ikke kan tage afsked, som vi har tradition for, mener præst Helena Hauge.
Det er svært for de efterladte, at de ikke kan tage afsked, som vi har tradition for, mener præst Helena Hauge. Foto: Privatfoto
Vis mere

Begravelser er undtaget fra reglen om, at højst 10 mennesker må forsamles. Ved begravelser og bisættelser er det tilladt at være en person pr. fire kvadratmeter. Det svarer til, at der må deltage 50 mennesker, hvis kirkens skib er på 200 kvadratmeter.

Alligevel opfordrer landets biskopper til, ‘at der er så få deltagere som muligt’ ved begravelser. Alternativt anbefaler de ‘under den nuværende epidemi undtagelsesvist, at man anvender begravelsesformen jordpåkastelse efter kremering’.

Det betyder, at afdøde kremeres, og urnen gemmes, indtil det - på den anden side af coronakrisen - er muligt at afholde en mindehøjtidelighed.

En opgørelse over de 23 dødsannoncer, der er lagt på afdøde.dk de seneste to dage, afslører, at danskerne trods corona-tiltag stadig foretrækker en traditionel begravelse - med få deltagere.

15 ud af de 23 vil blive bisat eller begravet med kun den allernærmeste familie til stede, mens kun én familie har valgt at udsætte ceremonien til en senere mindehøjtidelighed. De resterende afdøde var allerede bisat eller begravet.

Også de danske bedemænd, med Ole Roed Jakobsen i spidsen, anbefaler kremering nu og en mindehøjtidelighed senere.

»Det får praktikken til at fungere, men det giver en udfordring i forhold til sorgprocessen,« siger han.

Det er hospitalspræst fra Rigshospitalet Christian Busch enig i. Men faktisk bliver sorgen slået ud af kurs, allerede før døden indtræder, siger han.

Som præst på Rigshospitalet må han kun besøge corona-patienter via Facetime eller Skype.

Ligesom de pårørende er også han forment adgang til patienterne. For ham er det ‘den næstbedste løsning’.

»Men de pårørende lider under, at de ikke kan være der for hinanden - i lyst og nød. Det er det største traume - for det er så uendeligt forkert.«

Det forstørrer sorgen, at man ikke kan tage ordentlig afsked.

»De pårørende føler, at de svigter. Dét kan være en komplicerende faktor i det efterfølgende arbejde med sorgen,« siger han.